Projektet kan læses her - Ungegruppen

der er nogle børn som skal hentes, hvem tager sig af det. Og der er nogen til at gå tur med hunden eller
skal de sove et helt andet sted. Man tager lige de første par døgn, hvor vi har meget kontakt med dem. Så
det er min primære opgave her. At være med hver gang et menneske får at vide, at de er hiv-smittet, og så
følger jeg den person de første to-tre måneder. Men det er kun her fra Århus-området.
I: Jeg har også læst mig til, at dette kaldes for ’Århus-metoden’. Sådan foregår det ikke alle steder?
IP: Nej, det her er det eneste sted, hvor det foregår på den måde. Og vi har så kørt det i 15 år, og det
fungerer super godt. Vi har ingen problemer med det, og de praktiserende læger er bare så glade og
taknemmelige for det, for de skal ikke tænke på om det videre forløb er i orden, for det er det. Vi har
fuldstændig systematiseret det sådan, at når blodprøven bliver sendt hen på vores viruslaboratorium, så
går der en besked med ud til den praktiserende læge om, hvor de skal ringe hen og hvornår vedkommende
skal have svar på sin prøve sådan at jeg kan være med. Så det kører efter en snor, og det kører bare super
godt. Så står jeg også for den del efterfølgende, når der er gået et par måneder kaldet ’Kontaktopsporing’,
hvor man prøver at screen lægge hvem, der har smittet hvem. Så jeg går tilbage til tidligere partnere og
får dem ind og bliver testet også.
I: Er folk med på det? Jeg kan se, at det bliver gjort sådan, at det foregår så anonymt som muligt?
IP: Det foregår helt anonymt. Hvis man kun har været i seng sammen med en, kan vedkommende gætte
på, hvem det er. Men det er ikke det, jeg oplever flest gange. Det er faktisk meget sjældent. De fleste
medvirker til det, fordi jeg kan gøre det rimeligt anonymt. Jeg sørger for… jeg gør det jo ikke, hvis folk er
indlagte eller kommer her til systemer. Folk bliver kaldt ind på en dag, hvor patienten ikke er her. Så får
de at vide, at det ikke er et ondt menneske, der har opgivet deres navne, men at det faktisk er et meget
kærligt og ansvarsfuldt menneske, som synes, at de skal have muligheden for at blive testet, og så er de
fleste faktisk trygge ved det. Langt de fleste får at vide, at de ikke er smittede, for så smitsom er hiv jo
heller ikke. Men vi finder nogen hvert år, som vi ikke havde fundet, hvis ikke vi havde lavet den model.
Det er rigtig vigtigt. Jo før man får fundet folk som hiv-smittet jo bedre er det, fordi man undgår at folk
bliver syge og dør af det og vi undgår, at de smitter videre, for de fleste, der får at vide, at de er smittede,
vil gerne have behandling og de vil gerne vide, hvordan de kan undgå at smitte andre. Så bare vi finder
folk, så går det egentlig lettest. Problemet er, at en tredjedel af dem vi finder, er så langt i deres forløb, at
det er over 10 år siden, de blev smittet, og så er de dårligere rent helbredsmæssigt, så det tager længere tid
at få dem op i balance igen. Der er meget store fordele ved at finde folk stort set lige efter, at de er blevet
smittet. Vi kan gøre meget mere i starten, og undgå at de overhovedet kommer derud, hvor de bliver så
syge.
I: På Ungeweekenden er du med? Hvad er din rolle der? Styrer de unge i højere grad programmet
selv?
IP: Altså Lotte og jeg er koordinatorer og ledere for den gruppe, så det vi gør, er, at så mange som muligt
får besked om, at weekenden eksisterer. Vi ved jo ikke, hvor folk bor. Vi kender jo kun vores egne unge
fra Skejby Sygehus, så vi sender breve ud til de læger og sygeplejersker, som har kontakt med de unge,
og spørger om de vil sørge for, at jeres unge patienter under 25 år får besked om Ungeweekenden, og så
ser vi, hvem der ringer og melder sig til. Så sørger vi for et sted at være, hvilket bliver sværere og sværere
fordi vi bliver flere og flere deltagere. Så sørger vi for at lægge et program, så der bliver masser af
opdatering, men også nogle moduler, hvor man kan udvikle sig selv. Når folk så skal sparkes ud som 25årig,
har vi oplevet nu, at det er rigtig rigtig svært, fordi der er nogen, som ikke vil ud af den gruppe. De
har det godt med at have en tilknytning og mødes der, så det vi har gjort er, at vi har trænet 12 af de
ældste, som egentlig skulle sparkes ud, så de er blevet vores coaches, så vi kan få dem til at hjælpe os. De
begynder at skulle tage noget af undervisningen for os, fordi vi har travlt ligesom de også skal være
mentor for de nye, der kommer ind i gruppen. Så hvis der kommer en 15-årig, så skal en af dem på 24
tage imod og ringe sammen bagefter for at sikre, at vedkommende har det godt. Så vi laver sådan flere
80