Projektet kan læses her - Ungegruppen

systermer. Vores rolle på Ungeweekenden er, at vi har så stort psykologisk indblik, at vi kan se, hvem der
mangler hvad. Om alle bliver taget godt hånd om, og om alle er der, hvor de kan føle sig tryg og har det
rart, og det er vældig vældig tydeligt sådan en weekend. Hvis der er nogen, der sidder og hænger lidt
udenfor, kan man hurtigt finde ud af, hvad det er og få en snak. Så undervejs sådan en weekenden
koordinerer vi, sørger for at alle har det godt, tager individuelle samtaler, tager samtaler med flere, hvis
det er dét, de har brug for. Vi underviser i et væk alt det vi kan komme til. Vi sørger for at få hiv gjort så
udramatisk som muligt. Vi ser på, hvad der er hiv, og hvad der ikke er hiv, for rigtig mange kan godt få en
tilbøjelighed til at gemme sig bag hiv. Hiv får skylden for alt, og sådan er det altså ikke. Hvis du ingen
penge har, har det intet med hiv at gøre. Hvis man ikke kan finde ud af, hvilken uddannelse, man skal
tage, har heller ikke noget med hiv at gøre. Så det handler om at hive sig selv lidt op. Det kan godt være,
at man er ked af noget, men hvordan får man parkeret det for at tage sig af noget andet. Hvordan sørger
man for at blive en kriger i eget liv, så man går til den og siger ’Jeg skal tage ansvar for det her. Hvordan
gør jeg det?’ Vores mål er at styrke de her unge, så de bliver stærkere end gennemsnittet. De skal være
fandens stærke. Der er nogle af dem, som er meget sorte i huden. Der er nogen, som vil blive mobbet af
andre årsager, hvis de fx er bøsser, meget mørke, forældreløse, bor på børnehjem eller hvad pokker det nu
kan være. Så er man allerede marginaliseret, så hvis man skal klare sig rigtig godt, bo i Danmark, have en
anden hudfarve, måske endda være bøsse, så skal man bare klare sig godt både fagligt og psykisk, så vi
gør alt, hvad vi kan for at stabilisere de her unge mennesker og styrke dem, så de er klar til, hvad der
byder sig. Man skal også hjælpe dem til at se på, hvis de nu bliver afvist, er det så på grund af hiv eller er
det på grund af noget andet? Hvis det er på grund af hiv, hvordan kan man så skille det ad, at det egentlig
ikke er noget personligt? At folk er bange for at blive smittet, hvis de ikke tør gå i seng med dig eller er
det på grund af nogle andre ting. Hvordan kan man styrke sig, så man ikke vælter, hvis det sker, for det
vil ske. Rigtig mange unge mennesker vil blive afvist på grund af hiv og opleve nogle nederlag på grund
af det, så der er vi simpelthen nødt til at gå ind og styrke dem, så de kan håndtere de situationer. Så vi
arbejder på fuld knald sådan en weekend på flere niveauer.
I: Det må være en stor opgave at løfte, når der er så mange med på Ungeweekenden? Men der er også
personale med fra andre hospitaler på sådan en Ungeweekend?
IP: Ja, vi har simpelthen brug for, at rigtig mange ser, hvordan vi arbejder, for vi har fundet en model der
virker. Hvis vi tog, hvad vi bruger af penge i Danmark på rigtig mange ting, startes meget op, hvor man
måske kunne sige, at det her kommer ikke til at virke eller også virker det kun for en stund, og det er ikke
nok, så derfor vil vi gerne udbrede den her metode, som vi har fundet ud virker, og vise andre hospitaler,
at det her kan lade sig gøre. For vi tror på, at hvis de er med på weekenden og opleve det, vil de bedre
kunne huske det, når de får en ny ung hiv-patient. Vi gør det også for at træne nogle flere op i de
arbejdstilgange vi har, fordi vi kan se, at de unge blomstrer ved det. De unge vil gerne arbejde med sig
selv. De vil gerne blive super gode, så det er noget med at give dem nogle flere muligheder frem for
begrænsninger.
I: Er det stadig overvejende unge fra Århus og omegn eller er der også mange fra resten af landet?
Bliver nyheden spredt?
IP: Der er mange med fra resten af landet, og nyheden bliver spredt. Vi mangler dog stadig en hel masse,
for hvis vi ved, at der er et sted mellem 100-150 unge hiv-smittede under 25 år, kan vi jo regne ud, at vi
mangler at have kontakt med lidt over halvdelen. Det kan der være mange gode grunde til. Det kan være,
at det overhovedet ikke interesserer en. At alt gruppesammenhæng er en vederstyggelighed. Vi mødes
også nogen, som simpelthen er umodne. Vi har haft to med, som har ADHD, og det er altså bare en for
stor opgave for os. De pisker rundt. De får ikke selv noget ud af det, og de forstyrrer de andre. Vi har fået
et opkald fra et fængsel, om vi kunne tage en ung mand med, som godt nok havde begået et mord, men
som var ganske sød og rar nu. Det skal vi slet ikke, for vi er ikke et pædagogisk tilbud. Der er altså nogen,
som af helt naturlige årsager ikke kan deltage. Vi har også lavet en regel om, at hvis man lige har fået det
81