Personlig forvandling Tommy FalkeØje

suelt med ham. Løbe ud i kæret var en anden leg. Kæret var en eng uden for landsbyen, hvor der var
mange buske og højt græs. Legen foregik om aftenen. Først løb 5 kvinder af sted; og lidt efter løb 5
mænd efter dem. De 5 mænd kunne så slås indbyrdes og erobre en kvinde. De unge skiftedes hele
tiden til at sove og have sex med hinanden. De ældre havde en mindre seksuel omgangskreds. Ungdommen
var en fælles arbejdsstyrke for hele landsbyen – og sov på skift på gårdene. Men som voksen
flyttede man sammen i familier og boede fast på en gård.
Landsbyerne fik det værre og værre. Ofte blev unge mænd tvunget til at være soldater. Og de lokale
adelsmænd opkrævede store skatter af bønderne. Nægtede man at betale, blev man fysisk afstraffet.
En mand og en kvinde kunne bede adelsmanden om at blive gift. Hvis han accepterede det, blev
de fæstebønder. Adelsmanden havde ret til at have det første seksuelle samleje med kvinden efter
brylluppet; og der var mange, der benyttede sig af denne ret. Manden risikerede ikke mere at skulle
være soldat; men han skulle arbejde for adelsmanden et vist antal dage om året. Nægtede han at
adlyde, blev han fysisk straffet.
Langsomt gik fællesskabet i opløsning. Den sociale basis blev herefter familien på den enkelte
gård, og den tidligere fælles jord blev opdelt i lodder tilhørende de enkelte gårde. Til sidst forsvandt
fællesskabet i landsbyen, og til gengæld opstod der et fællesskab med ens biologiske familie. Herefter
voksede man op i den biologiske familie, der var fordelt på flere gårde, som familien ejede i fællesskab.
Der var mor og far, farmor og farfar, morfar og mormor, onkler og tanter, fætre og kusiner.
Her havde man sin tryghed og fik sin omsorg. Måske blev man forelsket, men det skete normalt i en
fætter eller kusine, for det var dem, man kendte.
Hvis man blev forelsket i én fra en anden familie, kom der et problem om, hvem der skulle eje en
gård. Og familiens mandlige overhoved begyndte nu at opfatte de unge som seksuelle handelsvarer,
som man kunne gifte bort - mod at få ejerskab til en gård. Sex uden for ægteskabet blev forbudt, og
børn udenfor ægteskabet fik ingen andel i familiens formue.
Mange måtte leve hele livet som staldkarl eller malkepige. Når familien havde en ledig gård, bestemte
man, hvem der skulle giftes og bo på gården.
Langsomt begyndte flere og flere unge par at frigøre sig fra storfamilien. Og langsom opstod der
så selvstændige gårde med 3 generationer: bedsteforældre, forældre og børn. I løbet af 1900-tallet
kom der endnu en befrielse, idet man ofte byggede et hus (aftægtsbolig) til bedsteforældrene, så
familien nu kun bestod af 2 generationer: forældre og børn.
Igennem hele 1900-tallet har kvinderne kæmpet for frigørelse. Og da det i 70’erne lykkedes for
kvinderne at tjene deres egne penge, begyndte skilsmisserne. Kernefamilien er i opløsning. Flere og
flere bliver skilt. I USA er det nu over 50 %. I Europa noget mindre; men tallene vokser år for år.
De fleste i dag har så, hvad nogen kalder et serielt monogami. Man har det stivnede og splittede
energimønster med analyse-energien i højre side og enheds-energien i venstre, og så identificerer
man sig med den ene side og projicerer den anden ud på en kæreste. Hvis man ingen kæreste har,
savner man desperat en kæreste, fordi man i underbevidstheden trænger til, at de to sider forenes.
Og hvis man har en kæreste, er man lykkelig de første par uger. Så forsvinder ”forelskelsen”, som
er den følelse, der handler om trangen til at forene de to sider. Og så kommer nedturen. Partneren
passer ikke til den side, som man har projiceret ud. Og derfor vil partneren igen og igen blive et
problem. Dels svigter partneren, fordi man ikke får det, som man har behov for. Det kan man nemlig
kun selv give – ved at ophæve sin indre splittelse. Og dels føler man sig angrebet, fordi partneren
også føler sig svigtet og kritiserer én. Når man så til sidst har nået til at erkende den totale splittelse,
bruger man det ikke til en indre samling af de splittede dele. Men man oplever bare, at følelserne
i parforholdet er blevet totalt splittet – og at man altså ikke kan bruge hinanden mere. Så går
man fra hinanden. Det føles befriende, for nu har man ikke nogen til at svigte eller kritisere. Men
efter et stykke tid begynder man igen at opleve sig selv som halv. Man føler, at man mangler en
kæreste. Og man får en desperat trang til igen at forene sig med den side, som man har projiceret
ud, og som man altså tror er udenfor sig selv. Og så får man endnu en kæreste. Og hele processen
gentager sig. På den måde skifter man fra det ene monogame forhold til det andet.
31