Personlig forvandling Tommy FalkeØje

standen kommer, græder (bryst) og skriger barnet (underliv). Det er ikke, fordi barnet er ulykkeligt.
Disse lyde kommer, fordi barnet kæmper. Når forældrene giver modstand, skal man holde modstanden
konstant, indtil barnet kan færdiggøre processen. Ellers fortsætter barnet at kæmpe.
Med skaber-energien koordinerer barnet sin bevidsthed med omgivelserne, så barnet oplever
harmoni, og at alting (hoved, bryst og underliv) hænger sammen. Det kan barnet dog ikke,
hvis forældrene prøver på at skabe denne harmoni udelukkende på deres egne præmisser.
Barnet skal opleve, at det har en aktiv rolle i at skabe sammenhængen. Den høje ladning i kroppen
giver oplevelse af jeg’et. Og når der ikke er nogle indre grænser mellem høj og lav ladning, er der
heller ingen bevidsthedsmæssig grænse mellem barn og forældre. Barnet oplever derfor, at det er
barnet selv, der skaber sammenhængen. Forældrene behøver ikke at rette sig totalt ind efter barnet;
man kan godt give modstand undervejs. Men på et tidspunkt skal man slippe modstanden, så barnet
oplever, at det er barnet, der skaber harmonien.
Gruppefamilie
Det er en almindelig erfaring fra kernefamilier, at det er enormt hårdt at passe børn. I gamle dage,
hvor man fik mange børn, var det hårdt, indtil man fik nummer 4. Herefter blev det lettere og lettere,
fordi de ældste tog sig af de yngste.
De fleste forældre i dag kender til, hvordan deres barn skaber konstante intriger, så der altid er
skænderier. Det skyldes, at barnet aldrig gennemlever energimønstrene i erkendelsesrunder; men
altid standser undervejs med uafsluttede konflikter med forældrene. Hvis man tager sig god tid til
barnet, løses mange af disse konflikter; men den moderne forælder har ikke tid hertil. Der er konstant
fart på: vækning, vask, tøj på, morgenmad, i børnehave, på arbejde, hente børn, købe ind, aftensmad,
lege, godnathistorie osv.
Når man passer børn, er det meget lettere at passe 2 end 1. Det kan være svært med 3. Men 4 er
lettere end 2. Kommer man op på en reel gruppe, vil børnene lære energimønstrene at kende ved at
gennemleve dem med hinanden i stedet for med forældrene; og det gør det meget lettere for både
børn og forældre.
Hvis et barn kun har en mor, der identificerer sig med enheds-energien, og en far, der identificerer
sig med analyse-energien - og ikke andre voksne helt tæt på, er det meget svært for barnet ikke at
blive spaltet permanent i højre og venstre side med henholdsvis analyse-energien og enhedsenergien
i de to sider.
I vores egen kultur indtil 1700-tallet og i de fleste andre kulturer vokser børnene op i en gruppefamilie.
De får et tæt forhold til deres mor og far. Men de får et lige så tæt forhold til flere andre kvinder
og mænd, der indgår i familien. Så bliver børnene ikke spaltede og halve, men får et helt jeg,
der lærer at begå sig i forhold til andre på alle de måder, som energimønstrene skaber. I sådanne
børnevenlige kulturer, er man også forældrevenlige – især overfor unge forældre. De skal ind imellem
slippe fra dagligdagens ræs med børnene – og andre gange får de helt fri uden børn. Det skylder
man dem; ellers kører de sur i det.
I de sidste 15 år er der især i USA kommet en hel del nye gruppefamilier, hvor flere end to voksne
er flyttet sammen. I nogle tilfælde er disse familier dannet ud fra de voksnes behov og ønsker. Men
mange af gruppefamilierne er dannet, for at børnene skal få en god opvækst. Og erfaringerne hermed
er helt entydige: Der er ikke de sædvanlige konflikter som i kernefamilierne, og børnene får en
alsidig og harmonisk udvikling.
Er man flere voksne og flere børn, kan man med fordel tilrettelægge børnepasningen som projekter,
der følger månens rytme – og så gennemleve de 8 energimønstre som en udviklingsproces. De første
14 dage er det meget de voksne, der trækker læsset. Men i de næste 14 dage fortsætter børnene –
og her er det de voksne, der følger børnene. Her er der et eksempel med dukketeater.
81