Personlig forvandling Tommy FalkeØje

stede en kæreste, følte man denne side tom og forladt. Det er denne følelse, som hedder jalousi. Og i
bøssekredsene i USA fik man altså den kollektive erkendelse, at denne følelse handler om et indre
jeg, som man tidligere troede var en ydre kæreste, mens som viser sig at være den ene halvdel af et
splittet selv.
Når man er kommet forbi "vendepunktet", begynder man at elske på en ny og anden måde. Før da
opdelte man andre mennesker i venner og kæreste(r). Den ene kropsside blev bevidsthedsmæssigt
brugt sammen med vennerne. Og den anden blev brugt med ens kæreste.
Sådan er det også med almindelige heteroseksuelle. Højre side bruges til vennerne, hvor man
kan analysere og forholde sig til samfundet – og hvor mænd også kan gå til prostituerede med
deres isolerede underliv. Og venstre side bruges så til kæresten, hvor man deler hjertefølelse
med hinanden.
Men efter "vendepunktet" deler man hjertefølelse med sig selv, og kæresten bliver til et selvstændigt
menneske udenfor ens psykiske territorium. Den side, som tidligere var projiceret ud på kæresten,
bliver nu til et jeg, og når man skifter over til dette jeg – og herfra kigger på vennerne, bliver
de lige pludselig til potentielle kærester.
Måske falder man for én, der ser godt ud - og så får man lidt sex. Men man lærer lidt efter lidt, at
det de fleste gange giver følelsesmæssigt bagslag. Og man lærer, at det kan betale sig at blive venner
først - og så lade seksualiteten komme bagefter.
Så begynder man at elske med sine venner. Og når man besøger sin ven, har vennen en anden ven
på besøg, og så begynder man måske også at elske med vennens ven. I det lange løb bliver man en
vennekreds, der har sex med hinanden på skift.
I starten vil man sikkert mene, at man ikke behøver fortælle alle om ens sexaffærer med de enkelte
i vennekredsen. Men det viser sig altid at give voldsomt bagslag. Det ligger til den menneskelige
psyke at have forventninger. Og vi går hele tiden og forventer noget eller frygter noget. Derfor lærer
man efterhånden, at man bliver nødt til at fortælle, hvad man laver seksuelt med alle andre i gruppen.
Gør man ikke det, havner man i uendelige diskussioner med slidte følelser.
Der opstår den ene sociale situation efter den anden, som man bliver nødt til at snakke om. Det er
meget svært, fordi det er nyt. Men man lærer hen ad vejen at kunne snakke om det hele.
Mange kommer aldrig så langt. Enten fordi det er for forpligtende. Eller fordi de ikke magter eller
ønsker det.
Mange af de bøsser, der gennemlevede disse processer, havnede til sidst i en "gruppefamilie". Det
var ikke, fordi de havde det som mål. Det skete, fordi deres følelser og bevidsthed gav dem erfaringer,
der førte dem til det.
Disse gruppefamilier i de homoseksuelle miljøer inspirerede også de heteroseksuelle. Og i de sidste
15 år har det bredt sig ud over USA. Der er opstået mange foreninger omkring det; og i mindre omfang
findes de også i Australien og en række europæiske lande. Nogle har lavet en undersøgelse, der
viser, at der nu er cirka 1 promille af USA's befolkning, der har erstattet kernefamilien med sådan
en større familie. Kernefamilierne går i opløsning med skilsmisser. Gruppefamilierne vokser i antal.
Egentlig handler det om, at man – inden i sig selv - både kan være 2 og 1.
Når man polariserer sig i 2, har man to jeg’er. Det kan man bruge til at snakke med sig selv.
Og man kan projicere den ene side ud på en kæreste eller andre.
Når man samler sig til 1, har man ét jeg. Det kan man bruge til at være helt alene uden at
savne nogen; men de fleste har jo lyst til både samvær og seksualitet, og her kan man bruge
det til at være med i en gruppefamilie.
56