Personlig forvandling Tommy FalkeØje

– ud fra den indsigt, at energilegemet er lige så bevidst som hjernen; men at det bare ikke har nogle
redskaber til at snakke med. Man kan godt spørge energilegemet om noget; men svarene kommer
som kropsreaktioner.
Metoden virker; men man kommer ikke ud over den vestlige kulturs energimønster.
Wilhelm Reich (1897-1957) blev klar over, at der nedenunder overflade-bevidstheden var en energistrøm
- og at det vigtigste var at knytte an til den. Han forestillede sig, at følelserne sad i 3 lag.
Yderst var karakterforsvaret eller "kropspanseret" (overflade-jeg’et). Det skulle først blødes op.
Nedenunder var så de undertrykte og stivnede mønstre, der indeholdt vrede og sorg (analyseenergien
og enheds-energien). Disse følelser skulle så udleves. Og nedenunder igen var så de oprindelige
drifter og kroppens naturlige udfoldelser.
Hans teori var, at psykiske problemer satte sig som muskelspændinger, og at man herefter stivnede
bevidsthedsmæssigt. Og frigørelsesmetoden var at komme af med spændingerne og få en fri
energistrøm.
Han sad så ansigt til ansigt med dem, der gik i terapi hos ham, og så dem dybt i øjnene og opførte
sig som spejl for dem. Han efterlignede deres mimik og deres kropsholdning og bevægelser. Og han
fik dem til at efterligne ham, når han indtog krops- og dermed også energistillinger, som han ville
overføre til dem.
Et vigtigt element i hans terapi var, at han fik folk til at opbygge en passende energi, inden der
skulle ske en følelsesforløsning.
Metoden virkede; men efter et stykke tid var man tilbage i det stivnede traditionelle energimønster
– af samme årsag, som jeg tidligere har gjort rede for.
Frederick S. Perls (1893-1970) mente, at bevidstheden ikke dannede nogle lag ovenpå et "selv".
Dette "selv" eksisterede ikke, mente han. Der var kun bevidsthedsmønstrene. Og det havde han ret
i. Han kaldte sin metode for gestaltterapi. En gestalt er en indestængt følelse, der sidder i en spændt
muskel. Den er opstået i en social proces, som man ikke kunne færdiggøre. Man stivnede midt i en
erkendelsesproces. Andre menneskers magt var for stor, så man ikke kunne gøre sin proces færdig.
Nu sidder der så en indestængt følelse. Men den kan også rumme et billede eller en sætning. Tilsammen
kaldes det for en gestalt.
Metoden er så at gennemspille den sociale proces igen, men denne gang sammen med terapeuten,
som giver et passende med- og modspil, så klienten kan gøre sin oprindelige erkendelsesproces helt
færdig.
Han var klar over, at problemerne sad opdelt i højre og venstre kropsside. Men så
troede han, at den endelige befrielse ville komme som en forening af de to sider. Det
virkede selvfølgelig ikke, fordi man ikke kan forblive i skaber-energien hele tiden
(høj ladning i både underliv, bryst og hoved). På sine gamle dage blev han klar over, at han havde
begået en fejl, som han så fik rettet. Sagen er, at man aldrig skal begynde på en følelsesforløsning,
før man er helt bevidst om, hvor følelsen sidder i kroppen, og hvad det er for en bevidsthed man vil
ud af – samt have en idé om, hvad det er for en bevidsthed, man gerne vil hen til. Problemet var så
bare, at han ikke vidste, hvad det var, man skulle hen til.
Der er to årsager til, at man havner i sit gamle energimønster igen. Den ene er, at man ikke kender
energimønstrene. Man tror bare, at man er blevet hel. Og ubevidst gentager man så sine gamle vaner,
hvorefter man igen havner, hvor man startede.
Den anden årsag handler om hjernen. Hvis man har gennemført en terapi succesfuldt, er de gamle
følelser er væk. Men oppe i hjernen har man stadig et netværk af nervetråde, der forbinder hjernecellerne
på en måde, der svarer til det gamle stivnede energimønster. Og hvis man ikke fastholder
det nye energimønster, man har fået i kroppen – eventuelt ved at gentage terapien – vil netværket i
hjernen sende impulser ud til kroppens overflade og genskabe det gamle energimønster igen.
39