Personlig forvandling Tommy FalkeØje

På sammen måde beskrev hun spændingsstyrke ved underspændte muskler: slap, mat, sej, dvask,
løs. Men hun fokuserede altså mere på: mættet, mobilisérbar, eftergivende, fjern, opgivet.
I begyndelse af begge skalaer er musklerne med i åndedrættet - i slutningen ikke. I de overspændte
muskler kunne hun ikke fremlokke en reaktion. Men det kunne hun i de underspændte muskler,
der ikke var helt fjern eller opgivet. Og dette var så den terapimetode, som hun brugte. Hun holdt
sin hånd på en underspændt muskel. Hånden skulle være appellerende, støttende, respekterende og
kærlig. Hånden ville så tilføre en anelse ekstra spænding til musklen, så den vågnede op og deltog
lidt i åndedrættet.
Johnsen arbejdede aldrig direkte med åndedrættet, men lod det vokse spontant. Det handlede om
at støtte den psykiske opvågning, og så voksede åndedrættet hen ad vejen.
Når Johnsen ikke arbejdede med overspændinger, skyldes det, at hun fokuserede på den enkelte
muskel. Og hermed lod hun patienten forblive indenfor det traditionelle energimønster.
En vigtig erkendelse, som Johnsen gjorde, var, at kroppen ikke altid befinder sig i et bestemt spændingsmønster.
Det er i bestemte sociale konflikter, at kroppen spænder op og indtager det traditionelle
stivnede energimønster. Når man slapper af i uskyldige situationer, kan man indtage andre
energimønstre og bevidsthedsstrukturer. Og den enkelte muskel er ikke altid i en bestemt spændingstilstand.
Den spænder op eller af, alt efter hvilken situation man befinder sig i.
Tilgivelse
Lad os lige gå i dybden og detaljen for at forstå traditionel terapi.
Det er én selv, der har gennemført spaltningen af energilegemet, så man identificerer sig med
den ene side og tager afstand til den anden. Ubevidst tager den anden side også afstand til den
første. I underbevidstheden opfører man sig som to personer, der tager afstand fra hinanden.
Alt dette startede i 3-4 års alderen, og man kan slet ikke huske, hvad der skete inden. Man fik et
nyt jeg eller rettere to. Det ene forblev følelsesmæssigt et jeg, men den anden side blev projiceret ud
på andre.
Nu skal man så integrere de to sider igen. Man kan anvende én eller flere af ovennævnte terapimetoder
for at komme ind i følelserne og den bevidsthedsspaltning, der er. Her oplever man så den
ene side – og "andre" i den anden side. Disse "andre" er altså nogle indre ånder. Ånderne kan være
din mor, din far, din bror, din søster, din lærer, alle kvinder, alle mænd, de politiske modstandere,
fjenderne, de fremmede fra andre kulturer m.fl.
Det kan også være, at man har sådan en indre ånd, som er ens seksualitet, ens længsel, ens begær
eller lignende. Så længe man føler, at man selv eller andre er skyld i noget – eller at man skammer
sig, har man en eller flere af sådanne indre ånder, der ikke er integreret med jeg’et. Nu skal man
trække projektionerne tilbage til jeg’et. Hvis der er vrede eller had, kan det kun gøres ved at tilgive.
Hvis man for eksempel er vred på sin mor og ønsker at tilgive hende, er det vigtigt at skelne mellem
sin "indre mor" og sin "ydre mor". Den "indre mor" er inde i bevidstheden. Den "ydre mor" er et
levende menneske. Det er den "indre mor", der bærer vreden. Den "indre mor" er en ånd, som man
har skabt selv, og denne ånd er i virkeligheden en del af sig selv. Problemet er nu, at man har spaltet
sig selv, og at man har en del, der er vred på en anden del – inde i sig selv. Og nu vil man gerne
slippe den indre vrede og blive hel igen.
Denne "indre mor" skal altså erstattes af et jeg og integreres i et ens hele jeg. Om man bagefter vil
forlige sig med sin "ydre mor" er en anden sag. Man kan godt opretholde en holdning til sin "ydre
mor", om at hun er en ikke-værdig person, som man ikke vil have noget fællesskab med. Men man
har ikke nogen vrede eller lyst til hævn mere. Eller man kan vælge at forsone sig med hende. Man
kan for eksempel sige til hende, at man har tilgivet hende, så man ikke mere er vred på hende, og at
man gerne vil forsøge igen at få et ordentligt forhold til hende – og gerne på en ny måde.
41