Om sted og identitet i Knud Romers - Aarhus Universitet

Som det tidligere er pointeret, er tiden afgørende for, hvilket rum der skabes. Den
cykliske tid er for Bakhtin således bestemmende for, hvorledes provinsbyen tager sig ud som sted.
Han skriver: ”Denne tids *den cykliske+ kendetegn er enkle og robust-materielle, og de er smeltet
solidt sammen med hverdagens lokaliteter: med købstadens små huse og trange dagligstuer, med
søvnige gader, med støvet og fluerne…” 41 Jeg vil nu undersøge, om man kan genfinde adjektiver
som enkel, trang, søvnig og støvet i Romers beskrivelse af hjemstavnen Nykøbing. Romanens
første stedsbeskrivelse findes i begyndelsen af bogen i afsnittet om bedstefaderens
lokalpatriotiske eventyr omkring århundredskiftet ”Der var ikke andet end konkursramte gårde og
marker med sandet jord og forblæste diger…”(11f.) Og videre på side 27 står der ”han *bedstefar+
roste et landskab, der var fladt og tåget, og opfandt seværdigheder, hvor der ikke var noget værd
at se…” Jævnfør disse to citater får man allerede fra starten en fornemmelse af, at den cykliske tid
har lagt sin klamme hånd over egnen. Ordvalget forblæst, fladt og tåget vidner om en opfattelse af
egnen som et udkantssted, hvor den stagnerede tid får landskabet til at sygne hen og langsomt
rådne ”Her lugter af død og råddenskab!”(126) Blæsten slår ind fra Østersøen og fejer hen over
det flade landskab, og alt synes trøstesløst. Men den cykliske tid ses ikke kun symbolsk udtrykt i
landskabet, tidens cirkulære bevægelser overføres også helt konkret til gadeplanet. Det er
følgende citat et godt eksempel på ”Nykøbing var en turistfælde, og vejene var ensrettede og
endte blindt, det var umuligt at slippe ud…”(56) Som et resultat af at tiden kører i ring, og
udviklingen er gået i stå, beskrives egnen og byen som et gudsforladt sted. At bogens handling
således udspiller sig i udkanten af danmarkskortet, af jegfortælleren opfattet som ved verdens
ende, formulerer han på en barnlig, men samtidig spidsfindig vis ”…jeg ønskede dem *de andre
børn+ hen, hvor peberet groede, og tænkte ikke på, at det sådan set var her.”(133) Som følge af at
både tid og sted kører i ring, er beboerne også bundet til stedet ”Det udviklede sig til en gratis
fornøjelse i landsbyerne og gårdene på ruten – især for børnene – at stille sig op og få bussen til at
holde ind. De skulle aldrig nogen steder.”(12) Nykøbingenserne trasker med andre ord rundt på
samme historiske plet, som Bakhtin formulerede det. Nykøbing Falster præsenteres altså både i
tidslig og stedslig forstand som en geografisk endestation.
I min søgen efter konkrete stedsbeskrivelser, der skal vise, at den cykliske og
stillestående tid definerer provinsbyen Nykøbing, er jeg blevet opmærksom på, at der findes
41 Bakhtin 2006, s. 165
37