Om sted og identitet i Knud Romers - Aarhus Universitet

kiggede i den anden retning, og dørene var lukkede, og varerne udsolgt, og stolene optagede, og
præsten trak hånden til sig efter kirken til jul. Vi var de eneste mennesker i verden…”(22f.) Mine
kursiveringer i citatet er alle understregninger af, at den kollektive tid skaber et kollektivt
gaderum, der vender alt anderledes ryggen. Citatet er et klart udtryk for den ”os og dem
tænkning”, der hersker i hele bogen. En vigtig pointe i forbindelse med fortællerens skildring af
kollektivet, der modarbejder familien Romer, er, at provinsbyens beboere netop ikke fremstilles
som individer, men udelukkende som en gruppe, jeget kan skrive sig i opposition til. Deres eneste
funktion i teksten er at ekskludere Knud og hans mor fra det ”gode selskab”. Den kollektive tid
bliver derfor et greb i hånden på fortælleren, en måde, hvorpå han kan pege fingre af de
omgivelser, der terroriserede hans opvækst. På dette punkt adskiller bogen sig fra eksempelvis
Dan Turèlls Vangede billeder. Turèll har skrevet en hjemstavnsroman hvor fortælleren i
modsætning til fortælleren i Den som blinker er bange for døden giver personerne, der bor i
Vangede, mæle. Her er et helt kapitel afsat til at karakterisere bydelen Vangede udenfor
København, netop gennem de individer, der befolker den. Kapitlet hedder ”Folk fra det Gamle
Vangede” og indledes med en beskrivelse af ”Vangedes Bedstemor”: ”Vangedes Bedstemor
hedder Dagmar, men blir altid kaldt Lillemor, osse af dem der er lige så gamle som hun selv. Nu er
hun 85 år og selvfølgelig pensionist med 8 børn og svigerbørn, 20 børnebørn, 22 oldebørn…” 46
”Lillemor har oplevet hele Vangedes udvikling. Hun så Bommen blive nedlagt i 1916, hun løb over
markerne da Enggaarden brændte i 1927, og hun så Vangede Mølle blive fjernet i 30’erne…” 47
”Lillemor véd alt om Vangede. Hun er det ældste medlem af Vangede Brugsforening og det ældste
medlem af Vangede Vælgerforening, og i 20 år gik hun og opkrævede kontingenter ved dørene for
vælgerforeningen” 48 . Disse tre citater er meget sigende for Turèlls projekt. Han giver personen
identitet ved at hæfte sig ved familieforhold, men samtidig knytter han Lillemor til bydelen ved at
gøre hende til en integreret del af dens historie. Ligeledes nævnes Vangede 6 gange i de
beskrivelser, jeg har bragt af Lillemor – sted og person er uadskillelige! Dan Turèll giver således
sine personer stemme, skønt de ikke ytrer sig direkte. Han giver dem stemme ved kærligt at
fortælle deres historie, hvor triviel den end måtte synes. Omvendt skriver Knud Romers
jegfortæller Nykøbing Falsters beboere tavse. De bliver umælende statister i det, man kan kalde
46 Turèll 2000, s. 30
47 Ibid., s. 31
48 Ibid., s. 31
40