Om sted og identitet i Knud Romers - Aarhus Universitet

hans ”Janterædsel” 49 . Vi ser her Knud Romers personlige projekt skinne igennem. Man fornemmer
nemlig, at jegfortælleren har flere forskellige dagsordener i denne bog. Det samlede projekt er at
sprænge barndommen i stykker, men indlejret i denne vision er flere forskellige underopgør. Som
det er nævnt i analysen af familiekronotopen ønsker Knud et opgør med den mor, der kom til at
terrorisere hans barndom, fordi hun ofrede ham for egne idealer. Ydermere kan bogen læses som
jegets opgør med udkants-Danmarks utålelige provinsialisme, symboliseret ved borgerne i
Nykøbings snæversyn. Derfor bliver vi, når vi betragter bogens kollektive tid og rum vidne til jegets
opgør med den egn, der holdt ham nede. For øjnene af os udfolder der sig en privat form for
sejrherrens historieskrivning. Knud dirigerer nu i sin egen bog slagets gang. De mennesker og den
egn, han mener, har undertrykt ham, må nu holde for. De skal danse efter hans pibe og udfylde
den rolle, han tildeler dem, nemlig som en ond og tilbagestående gruppe, han kan skrive sig selv i
opposition til. Således bliver den kollektive tid et retorisk greb i fortællerens hånd.
Den kollektive tid hersker dog ikke kun i byens gader. Den har også inficeret byens
institutioner. Det kommer Knud til at mærke i sin skolegang, hvor han er tvunget til at agere i en
ramme, der ikke er hans, men kollektivets. Knud er på udebane i skolegården, fordi han på grund
af sin mor, sin påklædning og madpakke skiller sig ud fra mængden. Han bliver det lette og oplagte
offer, der uforskyldt kommer til at repræsentere alt det, de andre ikke kan lide. I afsnittene om
skolen finder vi derfor tydelige eksempler på, at den kollektive tid råder. Knud beskriver således
sin skolegang som en tilværelse på en straffeanstalt, hvor han får læst den samme lektie hver dag
”Før jeg vidste af det, stod jeg midt i forsamlingen med mit kræmmerhus i favnen – og korte
Lederhosen og grønne knæstrømper på – og så gik de ellers i gang, og langsomt og taktfast istemte
hele skolen det kor, som jeg skulle høre resten af dagen og alle årene igennem og livet ud: ”Tys-
ker-svin! Tys-ker-svin! Tys-ker-svin!””(112) ”Når det ringede ud for de andre, ringede det ind for
mig, og jeg forsøgte at komme gennem frikvarteret. De havde lært det i timerne og vidste, hvem
jeg var. Jeg var tyskersvinet, og mor var en hitlerkælling og direktørfrue og fisefornem, så det løb
ned ad lårene. Jeg tilbragte det meste af tiden med at stå inde i en rundkreds – drenge og piger –
og de skubbede og spyttede og råbte i takt.”(143) Skolen fremstår som en parallel til bysamfundet
i Nykøbing Falster. Børnene har overtaget deres forældres og lærernes synspunkt på outsidere, og
skolen bliver på lige fod med byen et dagligt møde og en konfrontation med det at være
49 Sandemose 1994
41