Om sted og identitet i Knud Romers - Aarhus Universitet

når han færdes rundt i byen. Den kollektive tid skaber grundet sin mentale ensretning af borgerne
et ensrette vejnet, hvor det billedligt talt kun er tilladt at flyde med strømmen. For Knud kommer
den kollektive tid til at skabe et angstens rum. Han er rædselsslagen for at færdes på bestemte
steder alene ”Det eneste, jeg forbandt med Nykøbing, var angst, jeg turde ikke gå på gaden og
måtte som regel ud på en længere omvej, hvis jeg skulle et sted hen – og kom altid for sent.”(144)
Knud tegner billedet af sig selv som en uskøn linedanser, der i sin frygt for omverdenen vakler af
sted på usikre ben ”Jeg kunne ikke gå nogen vegne og var på vagt og bevægede mig på den
mindste plads – det var ligesom at gå på line – og gaden var ikke større end mine skridt og førte fra
vores garage og hen til skolen og tilbage igen.”(151) De farer, der lurer om hvert gadehjørne er
knallertbisserne, der hænger ud ved jægergrillen på Grønsundvej. Det er lømlerne der truer med
tæsk, når han passerer teknisk skole på Bispegade. Og det er rødderne fra ungdomsklubben, der er
bygget i forbindelse med det nye betonbyggeri nær Lindeskoven. Som jegfortælleren remser
forbudte steder op, slår han langsomt, men sikkert en cirkel omkring sit eget hjem 53 . Hjemstedet
bliver således omringet af den ydre trussel. Knud har taget så mange af sin mors frygtelige
fortællinger fra krigen til sig, at han kommer til at projicere hendes krigshistorier over på sin egen
færden i Nykøbing. Han skildrer således sit kvarter med en umiskendelig krigsmetaforik: Byen er
en slagmark(160), huset er under belejring(132) ”- og jeg kunne lige så godt stille mig op foran
muren og vente på at blive skudt.”(144) – Nykøbing er Knuds Berlin, hans Waterloo! Men fortæller
Knuds vandringer udenom de farlige steder, hans konstante omveje læseren noget interessant?
Michel de Certeau har i sin bog The Practice of Everyday Life 54 blandt andet beskæftiget sig med
vandrerens betydning i litteraturen. Han mener, at fodgængeren kan læses som en forfatter, fordi
han i sin bevægelse rundt i byen trækker linjer efter sig, linjer, der skriver en historie. Gangen
bliver derfor en sproghandling – at gå er en virkeliggørelse af rummet, at skrive er en
virkeliggørelse af sproget! Skal man forsøge at anvende denne teori på Den som blinker er bange
for døden, kan man sige, at Knud med sine omveje trækker tråde mellem udkantsstederne i
Nykøbing. Disse tråde, han trækker efter sig, skriver derfor indirekte historien om drengen, der
ikke passer ind. Hans tilværelse som tyskerbarn sætter ham i en position som ”udkantsdansker”,
en position, som understreges af hans vandringsmønster. Den tråd Knud trækker efter sig på sine
ture kan derfor tolkes som en sproghandling, den mimer nemlig det billede selve teksten forsøger
53 Se rute på kort vedlagt i bilag 1 s. 78
54 Certeau 1984
43