Om sted og identitet i Knud Romers - Aarhus Universitet

tunger, sin egen barne- og voksenstemme, når han skal tale for sig selv. Det gør han som resultat
af, at han stadig betragter Nykøbing og sin mor, på samme måde, som han gjorde som dreng.
Derfor er der ikke tale om den samme udvikling, som vi så hos Dan Turèll.
Jeg vil nu undersøge, hvilke rum den eventyrlige tid skaber i forbindelse med
provinsbyen Nykøbing, og hvilke fortolkningsnøgler der gemmer sig her. Bakhtin skriver følgende
om de rum, han mener den eventyrlige tid skaber: ”… eventyrtid har brug for en abstrakt rumlig
ekstensivering… forholdet mellem rum og tid har så at sige ikke nogen organisk, men en ren
teknisk (og mekanisk) karakter. For at eventyret kan udfolde sig, er der brug for rum – meget
rum.” 66 Det rum, eller den verden, som skabes af eventyrtiden er en abstrakt verden, hvor man
som læser ikke direkte kan genkende nogen egenverden eller egentid. Sammenfattende kan man
altså sige, at eventyrtiden er en tid, der er løsrevet fra hverdagen, og som derfor rummer
muligheder for at afvikle magiske begivenheder. Eventyrtiden har brug for et abstrakt rum, hvori
de magiske begivenheder kan udfolde sig uden at støde mod eksempelvis provinsbyens
klaustrofobiske mure. Vi vender nu blikket mod romanen for at undersøge, hvilke magiske og
abstrakte rum, der er tilknyttet provinsbyen og endvidere hvilken betydning, de er ladet med.
Det første sted vi møder den eventyrlige tid er i Knuds beskrivelse af sin hjemegn på
side 13. Om egnen står der: ”Falster lå egentlig under havets overflade og fandtes kun i folks
bevidsthed, fordi de nægtede at tro på andet. Men når de ikke kunne holde sig oprejst længere og
lagde sig til at sove, steg vandet lige så stille og skyllede ind over diger og marker og skove og byer
og tog landet tilbage til Østersøen. Jeg holdt mig vågen og så det komme og kiggede ud ad vinduet
på det sorte vand, der fyldte haven – fiskene svømmede rundt mellem husene og træerne – og
langt borte sejlede Nykøbing gennem natten som et krydstogtskib. Himlen stod fuld af søstjerner,
og jeg talte mig i søvn. Om morgenen satte ebben ind, og vandet faldt og trak sig tilbage, mens
folk vågnede i deres senge og stod op og tilbragte endnu en dag med at overbevise hinanden om,
at de fandtes, og at Falster fandtes, og at alting var på landkortet. Byen duftede af hav og fisk – der
lå tang i gaderne og strandede vandmænd – og af og til fandt jeg en konkylie eller forstenede
søpindsvin og lagde dem i skuffen sammen med mine andre beviser på Atlantis.”(13f.) Den
eventyrlige tid skaber i dette citat et magisk rum, hvor alt er vendt op og ned. Himlen tager sig
med sine søstjerner ud som havet, og havet, der omkranser træerne, som himlen. Spejlingerne
66 Bakhtin 2006, s. 27
50