Om sted og identitet i Knud Romers - Aarhus Universitet

Bakthins eventyrtid er den, der kommer tættest på at kunne rumme den magi og anormalitet, der
opstår nogle steder i romanen.
I essayet ”Rum, tid og historie” beskriver Bakhtin den eventyrlige tid som en sporløs
tid, det vil sige en tid, der ikke udfolder sig i biografisk forstand 62 . Det er en tilfældets tid, som ikke
er historisk lokaliseret, og hvor alt derfor kan ske. Når det er den eventyrlige tid, der er styrende
for en fortælling, er tiden således en ren litterær fortælletid, og selve historien udspiller sig i en
slags mellemrum, der ikke har nogen biografisk, tidslig udstrækning. 63 Bakhtin beskriver den
eventyrlige tids komposition på følgende måde: ”selve eventyrerne *de forskellige eventyrlige
begivenheder] hæftes ét for ét sammen til en tidløs og dybest set uendelig perlerække…” 64
Den eventyrlige tid bliver i Den som blinker er bange for døden ikke direkte
introduceret, som tilfældet var med eksempelvis den cykliske ”…og livet gik støt og rolig i stå.”(39)
Forsvaret for, at en eventyrlig tid hersker i nogle af romanens passager, må findes i det faktum, at
visse begivenheder i bogen simpelthen ikke kan finde sted i den virkelige verden. Skal disse
episoder og stedsbeskrivelser have gyldig betydning for historien, må læseren acceptere at træde
ind i en verden, hvor kun fantasien sætter grænser. Følgende to episode kan fungere som
eksempel på, at en magisk tid er indtruffet og har skubbet den realistiske hverdagstid i
baggrunden. Den første episode knytter an til beskrivelsen af Knuds forsikringsneurotiske far. Når
han har gået den sidste runde i huset inden sengetid, sker der følgende: ”Han tog nøglen over dem
alle og puttede den i pyjamaslommen og trak dynen over sig med fred i sindet – alting var sikkert –
og så slukkede han lampen på natbordet, og det sidste lys i universet gik ud.”(42) Episoden står
helt ukommenteret hen, og vi må derfor opfatte scenen som virkelig for fortællerstemmen –
universet bliver altså mørkt, når far slukker sin natlampe! Ligeledes må læseren tage den
eventyrlige episode, hvor Knud på magisk vis vinder en slåskamp mod bøllen Jesper til efterretning
”Jeg spurgte, om jeg måtte gå nu, og fik at vide, at jeg skulle tigge først og sige ”be’ om”. Jeg
nikkede og løftede mig forsigtigt op på albuerne, og inden han vidste af det, pustede jeg ham i
munden. Hans øjne flakkede, han baskede med armene, og ansigtet gik ud. Der stod røg ud af
ørerne, og så faldt hovedet af og trillede ned ad gaden.”(162) De to citater er eksempler på, at
eventyrtiden visse steder i bogen har fortrængt den realistiske hverdagstid.
62 Bakhtin 2006, s. 18
63 Schmidt 2003, s. 77
64 Bakhtin 2006, s. 22
47