Om sted og identitet i Knud Romers - Aarhus Universitet

Når Bakhtin kalder den eventyrlige tid for en sporløs tid, peger han på det faktum, at
personerne i fortællingen for eksempel ikke ældes. At personerne ikke ældes er også et udtryk for,
at de ikke udvikler sig, idet de ikke samler erfaring. Dette er interessant i forhold til persongalleriet
i Den som blinker er bange for døden. Vi kan iagttage at tiden går, fordi moderen ældes og dør, og
Knud bliver voksen. Tiden, der går, er knyttet til det realistisk beskrevne Nykøbing. Sideløbende
med den kronologiske tid er der også den fortælleteknisk sporløse tid. Jegfortælleren synes
nemlig ikke at udvikle sig, han bærer som voksen rundt på det samme uforløste had til sin mor og
borgerne i Nykøbing, der ødelagde hans barndom ”Selvom jeg flyttede fra Nykøbing, kom jeg
aldrig væk, jeg slap aldrig ud af huset på Hans Ditlevsensgade.”(165) Den voksne Knuds
tilbageskuende fortællestemme kan ikke skelnes fra drengestemmen. På trods af at Knud i
slutningen af bogen forsøger at sprænge sin barndom i stumper og stykker, ved at detonere en
symbolsk håndgranat, der er sat sammen af alle de smertelige minder, hører vi ikke braget. Man
fornemmer, at fortiden endnu ikke er sprængt væk, men i stedet kan vende tilbage, som den
symbolske spytklat Knud fik tilbage i hovedet, da han spillede med musklerne overfor Nykøbing ”-
og jeg forbandede stedet og spyttede mod vinden og fik klatten direkte tilbage i hovedet.”(165)
Sammenligner man denne sporløshed, historiens manglende udvikling, med kompositionen i
Vangede billeder finder man, at de er meget forskellige. Vangede billeder forekommer mere
fuldendt i sin form. På trods af, at det afsluttende afsnittet ”Vangede gennem tiderne” kronologisk
set skulle være placeret først i bogen, som en introduktion til stedets historie, er placeringen i
slutningen af bogen i virkeligheden en klar konsekvens af den måde, romanen er opbygget på. Den
følger nemlig den udvikling, som forfatterens bevidsthed gennemløber, fra de tidlige barneårs
oplevelser i skolegården til den voksnes erkendelse af historiske og politiske sammenhænge.
Vangede billeder kan således læses som en udviklingsroman. Tiden sætter spor i forfatterens
bevidsthed. Vangede billeder er altså både en skildring af en personlig udvikling samtidig med, at
bogen udvikler sig fra at være en hjemstavnsroman til at være et politisk manifest med udtalt
solidaritet med de små i samfundet. Knud Romers uafklarethed, den manglende mentale
udvikling, spejles i bogens kaotiske komposition. Episoder, der er foregået før Knud blev født
blandes med hændelser fra Knuds egen opvækst. Ligeledes flettes de forskellige personers
historier ind i hinanden på må og få. Kronologien er delvist fraværende, og bogen styres af et
ekspressionistisk stilideal. Den styres over lange stræk af det uafbrudt strømmende, stakåndede,
48