Etiske overvejelser ved begrænsning eller ophør af intensiv terapi

22
(42). Kun en minoritet af patienterne har forlods afgivet skriftligt ”livstestamente” eller andet
skriftligt eller mundtligt vidnesbyrd om ønsker i tilfælde af kritisk sygdom. Det betyder i praksis,
at der i den kliniske beslutningsproces ofte indgår et ”paternalistisk” skøn over, hvad der
anses for at være det bedste for patienten. Der er demonstreret stor variation i beslutningsprocesserne
vedrørende behandlingsundladelse, behandlingsdifferentiering og behandlingsophør
af kritisk syge patienter samt i den praktiske håndtering heraf (43).
Det primære mål for behandlingen af den akut kritisk syge patient vil være at redde patienten
gennem den akutte sygdomsepisode, for derved at sikre patienten overlevelse og et efterfølgende
godt og værdigt liv. Derfor vil der oftest i starten være behov for tid til f.eks. at få overblik
over diagnose- og behandlingsmuligheder, at fremskaffe kendskab til patientens præmorbide
status og behandlingsønsker, samt til at etablere kontakt med pårørende.
Overvejelser om begrænsning eller reduktion i diagnostik- og behandlingsniveau for den kritisk
syge patient kan forekomme i enhver fase af sygdomsforløbet, men vil oftest vise sig aktuelle
i takt med at yderligere oplysninger om patienter med fremskredne invaliderende kroniske
sygdomme fremskaffes. Også hos præmorbidt raske patienter med et aggressivt og komplikationsfyldt,
eventuelt langvarigt, kritisk sygdomsforløb kan overvejelserne være aktuelle.
For at tage stilling til om, og i givet fald hvornår og hvordan, behandlingen skal differentieres,
skal behandleren have viden om patientens præmorbide tilstand omfattende bl.a. konkurrerende
sygdomme og aktuelle funktionsniveau, aktuelle sygdoms forventede forløb, samt patientens og
pårørendes ønsker og syn på livskvalitet, idet fl ere undersøgelser har vist uoverensstemmelse
mellem lægers og patienters bedømmelse af livskvalitet (44).
Patientens og pårørendes ønsker og syn på livsforlængende behandling (se side 40) skal også
afklares. Livstestamenteregistret bruges sjældent (45) og er nok oftest af meget begrænset
værdi i disse situationer (46) – om end det må pointeres at sundhedspersonalet juridisk er forpligtet
til at kontakte registeret, hvis man behandler en patient, som er i en af de situationer,
som omtales i livstestamentet.
Det diagnostiske udredningsprogram for den kritisk syge patient skal planlægges og udføres
så det medvirker til at behandleren har det bedst mulige beslutningsgrundlag. Både for beslutninger
angående bestræbelserne på at helbrede patienten, men også for eventuelle beslutninger
om begrænsninger i diagnostik og behandling. Patienten bør ikke udsættes for undersøgelser
som på forhånd vides ikke at ville få behandlingsmæssige konsekvenser.
Patientens egne, eller de pårørendes, ønsker kan aktualisere overvejelserne. Patientens autonomi
skal respekteres. Behandleren skal i disse tilfælde dels sikre tilstedeværelsen af beslutningshabilitet
hos patienten, dels sikre at overvejelserne er baseret på et realistisk kendskab
til sygdommen og dens muligheder for behandling og palliation (se side 41).
Faglig diskussion og beslutning om differentiering eller begrænsning i diagnostik- og behandlingsniveau
for den kritisk syge patient bør træffes ved fokuserede særkonferencer med deltagelse
af alle involverede parter. Ofte vil drøftelserne være fortløbende over en periode, afspejlende
udviklingen i patientens tilstand, patientens respons på behandlingen, om de opstillede
behandlingsmål kan opnås og de eventuelle tilstødende komplikationer. De lægelige konferen-
Vejledning vedrørende etiske og andre overvejelser i forbindelse med undladelse af eller ophør med livsforlængende behandling