Etiske overvejelser ved begrænsning eller ophør af intensiv terapi

42
at der i sted et for anvendelse af et begreb om behandlingsloft indarbejdes en tradition for at
beskrive en grænse for behandling eller en differentiering mellem behandlinger, som naturligvis
alene begrundes i netop de overvejelser der har patientens tarv som sit mål. Et eksempel
på en behandlingsgrænse kunne være, at det er besluttet at prøve en behandling i en periode
med henblik på at vurdere om en given behandling har effekt som fordret (se behandlingsundladelse)
og giver patienten et sundhedsgode, eller at der er sat en grænse for eller differentieret
mellem behandlinger gennem patientens autonome tilkendegivelse (det kunne være den
patient der ikke ønsker en given behandling).
Surrogatbeslutning: Egentligt blot stedfortræder der træffer beslutning. I praksis betyder det
at nærmeste pårørende skal give samtykke til behandling. Fra Sundhedsstyrelsens Tilsynstema
2006 Lægers viden om lov om patienters retsstilling (http://www.sst.dk/publ/Publ2006/
KOT/Tilsynstema/Laegers_viden_lov%20patienters_retsstilling.pdf) kan citeres: ”De pårørende
bør imidlertid kun inddrages, såfremt patienten er indforstået med dette. Efter lov om
patienters retsstilling skal en patient give samtykke til behandling, med mindre patienten varigt
mangler evnen til at give informeret sam tykke. I disse situationer kan de nærmeste pårørende
give informeret samtykke til behandling. Skønner sundhedspersonalet, at de nærmeste
pårørende forvalter samtykket på en måde, der åbenbart vil skade patienten eller behandlingsresultatet,
kan sundhedspersonalet gennemføre behandlingen såfremt embedslægeinstitutionen
giver sin tilslutning hertil. Er der etablere værgeforanstaltninger, skal værgen samtykke til
behandling”.
Den habile og den inhabile patient. Habilitet er på den ene side et juridisk begreb som betyder
at det pågældende menneske har bevaret sin handleevne på en fornuftsbaseret måde. På den
anden side er det en lægelig vurdering om patienten besidder sin habilitet. Jf. Vejledning om
information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv., (se side 60). Det har
således betydning for patientens og pårørendes rettigheder om vedkommende er habil eller
inhabil. Det er også af afgørende betydning for pårørendes rettigheder om der er tale om midlertidig
manglende habilitet eller varigt manglende habilitet, idet pårørende ikke på en midlertidigt
inhabil patients vegne kan give samtykke til behandling i situationer, hvor der ikke er et
øjeblikkeligt behandlingsbehov (se side 64).
Den intensive patient. Der kan naturligvis ikke gives en fyldestgørende beskrivelse af, hvad der
karakteriserer den intensive patient. Men i herværende sammenhæng vil der ofte være tale
om et menneske der er bevidstløs, sederet, konfus, ikke nødvendigvis habil eller ikke kan kommunikere
ordentligt p.g.a. respiratorbehandling og hvor andre ofte må træffe beslutninger for
patienten.
Pårørende/nærmeste pårørende. Nærmeste pårørende er, jf. pkt.5.2 i Sundhedsstyrelsens VEJ
nr 10409 af 20/12/2007 (Vejledningen er gældende for beboere på plejehjem, men der er ingen
grund til at tro at Sundhedsstyrelsens vurdering af hvem der er nærmeste pårørende, når
pågældende er indlagt på sygehus, skulle afvige herfra): ”Hvem der er nærmeste pårørende
må afgøres i det konkrete forhold. Det drejer sig først og fremmest om ægtefælle/samlever og
slægtninge i lige linje. Fjernere slægtninge, søskende eller plejebørn kan efter omstændighederne
også anses som nærmeste pårørende, navnlig i de tilfælde, hvor der ikke er en samlever,
ægtefælle eller børn. Familieforholdet behøver ikke altid være det afgørende. Også en person,
som beboeren er nært knyttet til, vil i det konkrete forhold kunne anses for nærmeste pårø-
Vejledning vedrørende etiske og andre overvejelser i forbindelse med undladelse af eller ophør med livsforlængende behandling