Etiske overvejelser ved begrænsning eller ophør af intensiv terapi

46
Det er ligeledes en god ide at inddrage ledelsen, hvis en konfl ikt ikke umiddelbart lader sig løse
mellem de involverede parter. Først inddrages afsnitsledelsen så afdelingsledelsen og hvis
dette ikke løser konfl ikten så hospitalsledelsen. Ved at inddrage afdelings- eller hospitalsledelsen
får man konfl ikten ”løftet” ud af afdelingen. Ved uenighed omkring behandlingsniveau
kan man som foreslået af Poul Riis forsøge at behandle i en kortere periode, hvis man samtidig
med behandlingsstart sætter en grænse for, hvor længe man vil lade denne behandling fortsætte,
og anfører dette i journalen (58).
Overordnet kan man have en politik på afdelingen omkring større beslutninger, såsom afslutning
af behandling eller defi nition af behandlingsloft, at disse beslutninger tages på konferencer
med deltagelse af alle involverede parter. Når disse konferencebeslutninger er taget,
beskrives de nøje i journalen, sammen med deres præmisser. Dette vil lette forståelsen og
accepten for de fagpersoner der ikke har været med til konferencen, men som skal effektuere
beslutningerne og tage sig af patienten i det videre forløb. På konferencen ligeledes overveje
og defi nere hvad der kan få os til at ændre behandlingsstrategi, så efterfølgende behandlere
ikke er bundet til en bestemt behandling, hvis situationen ændrer sig. Det er vigtigt at have
en god politik og kultur på afdelingen om at være loyal mod de konferencebeslutninger, der er
taget, så der er konsensus omkring patientbehandlingen. En forudsætning for det er et informativt,
åbent og diskuterende konferenceklima på afdelingen, både internt og med diverse
samarbejdsparter. Hyppige konferencer, eller andre fora, med mulighed for diskussioner
mellem forskellige kliniske specialer og personalegrupper, medvirker til at øge kendskabet
til hinandens behandlingsmuligheder, og dermed reducere muligheder for misforståelser og
konfl ikter.
Case:
En 89-årig kvinde indlægges på intensiv i septisk shock efter en abdominal operation med
fund af fækal peritonitis. Tidligere i det væsentlige rask og med et godt funktionsniveau.
Patienten har ægtefælle og 3 børn, der alle arbejder indenfor sundhedssystemet.
Efter 1 måned har patienten et monoorgansvigt i form af respiratorkrævende respirationsinsuffi
ciens. Patienten meddeler vagthavende læge, at hun ikke længere ønsker aktiv
behandling og er helt indforstået med, at dette formentlig medfører døden. Patienten fastholder
næste dag sit ønske om behandlingsophør overfor stuegangsgående læge. Begge
læger skønner at patienten er klar over konsekvensen af denne beslutning, og de skønner
ikke at patienten er depressiv. Patientens ønske meddeles de pårørende, der bliver meget
vrede, de synes ikke det er en beslutning deres mor normalt ville tage og de synes patienten
er anderledes end hun plejer at være. Der involveres en psykiater, der efter at have talt med
patienten og de pårørende, diagnosticerer patienten som svært depressiv med mulighed for
tvangsbehandling. Patienten sættes i behandling med antidepressiv medicin og respiratorbehandlingen
fortsættes.
De pårørende har gennem hele forløbet en meget ensidig konversation med patienten og
siger fl ere gange at patienten må kæmpe videre da de ikke kan leve videre uden hende. Ved
en lægesamtale med de pårørende påpeger intensivlægen, at han synes de pårørende skal
Vejledning vedrørende etiske og andre overvejelser i forbindelse med undladelse af eller ophør med livsforlængende behandling