EU-bog 1.final til pdf - DIIS

tunge forhandlingsområder under deres EU-formandskab
i foråret 2001. Fri bevægelighed af varer var overskueligt.
Miljø var svært. Arbejdskraftens frie bevægelighed forekom
uløseligt.
Tyskland og Østrig har et problem …
Fronterne var trukket skarpt op. Der var uenighed EUlandene
indbyrdes, og der var uenighed mellem kandidatlandene
på den ene side og EU-landene på den anden.
De fleste EU-lande var umiddelbart rede til at følge kandidatlandenes
argumentation: ingen overgangsperiode for arbejdskraften.
Med Danmark i front blev der argumenteret for,
at udgangspunktet for enhver udvidelse af EU netop var, at
nye lande fra starten skulle stilles på lige fod med gamle. Samme
rettigheder. Samme pligter. Ret for alle EU-borgere til at
tage arbejde i andre EU-lande. Pligt til at give arbejds- og opholdstilladelse
samt sociale ydelser til dem, der finder arbejde.
Denne gruppe lande fremhævede, at EU netop lagde stor vægt
på, at kandidatlandene skulle tilpasse sig EU’s regler så hurtigt
som muligt på alle andre områder. De central- og østeuropæiske
lande havde i flere år gennemgået en vanskelig omstillingsproces
for at leve op til EU’s krav. Det ville være en glidebane,
hvis de gamle medlemsstater nu stillede sig op og krævede
en overgangsperiode, så snart det risikerede at gøre ondt.
Sverige tilhørte de lande, der ikke så behov for en overgangsperiode,
men Anna Lindh gjorde fra starten klart, at Sverige
måtte varetage sin formandskabsrolle: “Der er andre holdninger
i andre medlemsstater”. Hermed hentydede hun til
Tyskland og Østrig, der med stor styrke fastholdt, at EU
havde behov for en periode på syv år, inden der kunne ske fuld
ligestilling mellem gamle og nye EU-borgere. I Tyskland argumenterede
kansler Schröder for, at man med næsten 4 millioner
arbejdsløse ikke kunne absorbere yderligere arbejdskraft
fra de nye lande. Som begrundelse for, at overgangsperioden
skulle være på netop syv år, blev fremført, at Tysk-
ØSTUDVIDELSEN OG ARBEJDSKRAFTEN: MYTER OG REALITETER
11