Læs publikationen i PDF-format - Miljøstyrelsen

Tilnærmede mål for
skadevirkning
Tærskelværdier for forurening
af grundvandet
Samfundsmæssig vurdering
kræver værdisætning af
sundheds- og miljøgoder
Problemet med at måle skadevirkningen sætter snævre grænser for valget af
målvariable for miljø og sundhed. Mens pesticidernes virkning på det naturgivne
miljø fx kan udtrykkes ved frekvensen af udvalgte planter eller dyrearter
i områder, der grænser op til dyrkede arealer, er det straks vanskeligere
af fastlægge mål for pesticidanvendelsens sundhedsmæssige virkning. Sammenhængen
mellem brugen af pesticider og menneskelig sundhed er som
nævnt kun afklaret i begrænset omfang, og ofte vil det være vanskeligt at
kvantificere pesticidernes skadelige virkninger.
Man er derfor i praksis henvist til at bruge tilnærmede mål (proxier) for pesticidernes
skadevirkning, som fx graden af forurening af grundvandet,
midlernes giftighed, risiko for udvaskning eller - som tilfældet er i pesticidhandlingsplanen
- den anvendte mængde af aktivt stof. Det er klart, at sikkerheden
i styringen af pesticidernes skadevirkninger aftager, jo længere
væk målet er fra den reelle skadevirkning. Som beskrevet senere er det
imidlertid også vigtigt, at styringen af pesticidanvendelsen relaterer sig til
produktionen på en måde, som jordbrugeren kan forholde sig til.
OECD (1997) foreslår, at pesticiderne klassificeres miljømæssigt i risikogrupper
baseret på deres mobilitet i jorden, nedbrydelighed og giftighed.
Ved at kombinere dette med oplysninger om standarddoser pr. ha vil det
være muligt at få et udtryk for midlernes potentielle skadevirkning. Dette
løser imidlertid ikke problemet med at fastlægge et acceptabelt niveau for
anvendelse af midlerne, som beror på, at sammenhængen mellem midlernes
giftighed og de heraf afledte sundhedsskader kendes.
De ovennævnte problemer førte til fastsættelse af tærskelværdier for tilladte
koncentrationer af pesticider i grundvandet, hvilket i praksis betyder, at der
ikke måtte findes målelige mængder i drikkevandet efter de daværende målemetoder.
Sådanne grænser er et eksempel på en prioritering, som ikke tager
hensyn til den toksikologiske fare for skade, og som derfor udelukker en
økonomisk afvejning med andre løsninger som fx rensning af drikkevandet.
Problemstillingen tages op nedenfor under omtalen af forsigtighedsprincippet.
Den hidtidige omtale har implicit bygget på, at der er ét mål, som skal tilfredsstilles.
I virkeligheden er der tale om en række delmål, som ønskes opfyldt
samtidig: Anvendelse af pesticider indebærer risiko for både natur og
sundhed, og ofte vil der være tale om et kompliceret samspil mellem forskellige
effekter, som må sammenvejes til et fælles mål. Eksempelvis kan
brugen af insekticider have betydning for antallet af byttedyr i naturen og
dermed for livsgrundlaget for højere dyrearter. Samtidig kan forurening af
grundvandet med pesticidrester medføre fare for forgiftning af mennesker og
husdyr. Hvilken vægt skal de forskellige skadevirkninger tillægges? Skal
skader på menneskelig sundhed vægtes højere end skader på dyr og natur?
Dette spørgsmål tages op i næste afsnit i relation til værdisættelse af miljøgoder.
3.2.2 Værdisætning af pesticid-eksternaliteter 3
Som beskrevet ovenfor bør regulering af jordbrugets pesticidanvendelse i
princippet baseres på en samfundsmæssig vurdering af de økonomiske og
miljømæssige virkninger af brugen af pesticider, hvor målet er at optimere
samfundets velfærd. En sådan vurdering vanskeliggøres af, at økonomiske
og miljømæssige hensyn ikke umiddelbart er sammenlignelige: Forbruget af
markedsførte goder kan udtrykkes i kroner og øre, mens pesticidernes miljøvirkning
fx kan være udtrykt ved antal vilde planter i et område, manglende
forekomst af en given fugleart eller koncentrationen af pesticidrester i
3
Afsnittet bygger i væsentlig grad på Dubgaard et al. (1998a), Dubgaard (1999) og
Dubgaard & Østergård (1999).
21