Grundbog LIV OG RELIGION 6 - Syntetisk tale

proppede en frugt i munden og nød dens klæbrige sødme.
“Jeg ville ønske, at han ville lade os være i fred”.
“Vi har alt, hvad vi behøver. Vi har bestemt ikke brug for
Monan”, samtykkede en anden.
Som tiden gik, begyndte menneskene at tale ondt om
deres skaber og kritisere den verden, han havde skabt til dem.
“Jeg ville ønske, at han havde givet os mere solskin”, muggede
en. “Bare der ikke var så lyst”, surmulede en anden.
“Jeg sveder”.
“Jeg fryser”.
“Hvorfor er himlen så kedelig blå”, sagde en tredje.
Og værre endnu – nogle talte om jorden, som om den var
noget, der var blevet til ved et uheld. De glemte alle helt og
aldeles Monan.
I begyndelsen tog Monan sig ikke af det. Han regnede
med, at menneskernes skøre ideer ville gå over af sig selv, og at
de igen ville bliver lige så taknemmelige, som de havde været
engang. Men han tog fejl.
Vred over det, der var sket med hans skabninger, vendte
Monan den flade jord og dens indbyggere ryggen og overlod
dem til deres skæbne uden ham. Men da deres opførsel blev
endnu værre, indså han, at han måtte gøre noget ved det.
Han sendte en frygtelig ild ned fra himlen. Denne ild, der
blev kaldt Tata, var så varm og så frygtelig, at den ikke alene
udslettede alt levende, men også fik jorden til at krympe og
rynke, og på den måde blev bakker, dale og bjerge til.
Det ville have været enden for hele menneskeheden, hvis
ikke Monan havde reddet en enkelt, førend han sendte ilden
af sted. Han kunne ikke bære at udslette alle sine skabninger,
så han havde reddet en mand, der hed Irin-Mage.
Irin-Mage så ned på den brændende jord, og han så, hvordan
flammerne stod højere og højere.
“Vil du også lade flammerne ødelægge himlen og stjernerne?”
spurgte han sin skaber. “Hvis du ikke gør noget for at
standse denne hævnens ild, så når den også os her i himlen og
udsletter din egen bolig!”
Så lod Monan det regne så voldsomt, som verden aldrig
havde oplevet før – og heller ikke siden. Vandet fossede ud af
himlen i vældige vandfald og slukkede Tatas ild.
79