Download pdf-fil - Statens Institut for Folkesundhed

finder ikke selv nogen særlig grund til, at denne sidste konsultation går bedre
end de andre, mens jeg ud fra beskrivelsen finder det rimeligt at antage, at den
dobbeltsprogede antropologs tilstedeværelse og deltagelse i denne konsultation
kan have afgørende betydning. Transskriptionen viser netop, hvorledes antropologen
fungerer som formidler til patienten i præcis de situationer, hvor der
ifølge min undersøgelsen typisk opstår problemer med forståelsen: uddybende
forklaring af lægens beskrivelse af diagnose, uddybning af medicinsk term og
præcisering af hvor længe behandlingen skal foregå (Elverdam 1991, s. 161-
164). Antropologen fungerer i Elverdams beskrivelse som mediator til gavn for
samtalen, og det interessante spørgsmål i relation til tolkene i det grønlandske
sundhedsvæsen er så, hvorfor de prioriterer lægerne snarere end at fungere som
støtte og talsmand for patienten (advocacy, jf beskrivelsen af O'Neils undersøgelse
i teoriafsnittet).
Jeg mener først og fremmest, at dette har at gøre med den manglende legitimering
af tolkenes rolle som formidlere. Idealet om tolkene som oversættere uden
yderligere betydning for samtalen bevirker, at tolkenes forsøg på at definere sig
selv og styrke deres position nødvendigvis må ligge udenfor eller udover konsultationssamtalen.
Tolkenes særlige opmærksomhed mod lægens behov kan
således fortolkes som en indsats rettet mod et ønske om først og fremmest at
definere dem selv som lægens medhjælp og ansatte i sundhedsvæsenet. Positionen
som ansat på sygehuset medfører identifikation ikke i første omgang med
patientens ønsker men med sundhedsvæsenets ønske om at levere de bedst
mulige ydelser til befolkningen. Så længe tolken identificerer sig med lægen,
vil enhver trussel mod lægens ydelser af tolken blive betragtet som en trussel
mod hans eller hendes eget arbejde (Knapp-Potthoff & Knapp 1987). Når lægen
mangler nødvendig information, kan dette betragtes som en sådan trussel, og
tolkens levering af informationen kan således ses ikke blot som et forsøg på at
hjælpe lægen til at gøre det godt men lige så meget som et forsøg på at styrke
sin egen position.
Den manglende anerkendelse af tolkens rolle som kultur- og samfundsformidler
er først og fremmest et problem, fordi lægen i Grønland kommer udefra og derfor
faktisk har brug for både oversættelse og formidling. Der foregår derfor i
praksis en indirekte formidlerrolle til lægen i form af tolkenes småændringer i
oversættelsen, udeladelserne osv, der synes at være uundgåelig, og som dels
medfører mistillid til tolkens arbejde og som dels sandsynligvis skaber grobund
for flere misforståelser i konsultationssamtalen, end hvis tolken med en legitimering
af formidlerrollen åbent kunne indgå direkte i samtalen. Desuden synes
det rimeligt at antage, at problemerne omkring den tolkede samtales øgede
behov for præcisering kunne afhjælpes ved en legitimering af tolkens formidling
rettet mod patientens behov, ligesom en loyal oversættelse også af patientens
små-snak ville kunne medvirke til at overkomme problemerne omkring
skabelsen af kontakt mellem læge og patient. Endelig medfører tolkens rolle
som lægens medhjælp, at tolken aktivt forsøger at holde samtalen indenfor den
institutionaliserede samtales fastlagte forløb og indhold. I samtaler hvor lægen
129