Download pdf-fil - Statens Institut for Folkesundhed

som ligger i forlængelse af det, der allerede er kendt (Galal og Galal 1999).
Definitionen af kommunikation som interaktionelle betydningsdannelsesprocesser
indebærer således, at forståelse bliver et nøgleord. "Uden forståelse,
ingen menings-begribelse, og uden menings-udveksling, ingen (mellemmenneskelig)
kommunikation" (Wackerhausen 1997, s. 16).
I forlængelse af betragtningerne om sammenhænge mellem menneske, kultur
og samfund, mener jeg, at betydningsdannelse, fortolkning af verden omkring
os, skal forstås som social handlen. Som Poulsen skriver, "bruger [vi] de
samme mentale redskaber og positionslogikker i den kommunikative betydningsdannelse
som i konstruktion og aflæsning af livsstil og anden social praksis"
(Poulsen 1999). Når disse redskaber og logikker forstås i relation til habitus,
som jeg gør det, erstattes Poulsens opsplitning i individuel og social betydningsdannelse
dog af en forståelse af kommunikation som kulturbunden social
handlen. Såvel dannelse af betydning gennem sprog som fortolkningen af det
sagte er således produktet af kulturelt bestemte forestillinger om, hvad vi taler
om, hvordan man taler om sådan noget, hvem der taler hvornår, hvilken sproglig
stil osv. Kommunikation er derfor en social aktivitet, der påvirkes af, hvorvidt
parterne, der kommunikerer, deler sprog og sociokulturel viden; hvorvidt
de kommunikerer indenfor en fælles forestillingsverden – deler kultur (Gumperz
1982).
Sammenhængen mellem sprog og det socio-kulturelle felt repræsenterer en
betydelig akademisk diskussion af, hvorvidt sproget determinerer forestillinger
og handlen (Werner & Campbell 1973), eller hvorvidt sproget er determineret
af reproduktionen af social handlen. Også i grønlandsk sammenhæng er der
stadige diskussioner af nødvendigheden af beherskelse af grønlandsk sprog for
en kulturel identitet som grønlænder, idet man i forlængelse af en psykologisk
tradition betragter diskurs som forskelle i social kognition, dvs som socialt forankrede
fælles mentale strategier og repræsentationer, hvor det fælles sprog så
at sige er basis for den fælles måde at tænke på (van Dijk 1994). I modsætning
til denne opfattelse af sproget som det determinerende, finder den nyere etnografiske
tradition, at sproget ikke kan repræsentere kulturen, at virkeligheden
aldrig kan beskrives udtømmende i sine egne kategorier (Hastrup 1988), og
Gumperz viser i sit sociolingvistiske arbejde, hvorledes måder at tale på videreføres,
også når individet taler et andet sprog, hvorfor kultur må ses som det
overordnede, der påvirker måden vi taler på - på samme vis som måden vi spiser
på, udveksler gaver på og organiserer vores sociale samvær (Gumperz et al
1979; Gumperz & Levison 1996).
Jeg mener, i forlængelse af forståelsen af relationen mellem menneskers handlen
og de sociale strukturer, at samtidig med at sprog og kultur er konteksten,
indenfor hvilken mennesker handler og tænker, så reproduceres og udvikles
sprog og kultur til stadighed gennem denne menneskelige handlen (Giddens
1987). Gumperz beskriver relationen således: "..social identity and ethnicity are
in large part established and maintained through language. Yet it is because of
18