Download pdf-fil - Statens Institut for Folkesundhed

Lægerne, der kan noget grønlandsk, har naturligvis en fordel ved at kunne forstå
patienternes simple udbrud og forklaringer. Samtidig benytter også flere af
de helt nye læger sig af enkelte grønlandske ord; ikke så meget for at øge forståelsen,
dertil er der tale om for lille et ordforråd, men snarere for at vise velvillighed
overfor patienterne og dermed forsøge at skabe en bedre situation
omkring samtalen. Nedenstående eksempel drejer sig om en konsultation, hvor
lægen i hele forløbet blot bruger et enkelt grønlandsk ord, annernarpa, men
hvor dette er nok til, at patienten øjensynligt bliver gladere og drømmer om
fuldt grønlandsk talende læger, og hvor tolken håber, at lægerne får det lært.
Interviewer: "Hvordan påvirker det dig, æh hvordan skal jeg formulere det,
øh, lægens snak på grønlandsk, hvordan påvirker det dig?
Patient: For mig ikk', jeg syntes det var meget godt, at han snakker på grønlandsk.
Tænk hvis han bare snakkede grønlandsk, ikk', det ville være meget
godt." (case 4, patienten)
Tolk: "Også det som lægen selv har lært sig, som "annernarpa". De spørger
selv på den måde og når de ikke bliver forstået, så retter vi det bare lidt til
Interviewer: Hm, hvordan påvirker det, at han kan lidt grønlandsk?
Tolk: Øh, nogle gange har det stor indflydelse, øh, og det kan være, for os,
en besparelse for at tale, øh også for at lægerne selv skal lære noget af det,
og øh, det hjælper også for patienten, han falder lidt til ro, han bliver måske
endda glad, når der er lidt grønlandsk indblandet." (case 4, tolken)
Procedurer for tilkaldelse af tolk
Lokalt på sygehusene synes der at være stor usikkerhed om, hvornår det afgøres
og af hvem, om der skal tolk med i en given konsultation. Nedenstående citater
illustrerer, at patienterne ikke direkte bliver spurgt, om de vil benytte tolk. Der
er i undersøgelsens materiale hverken observationer af eller henvisninger til
historier om patienter, der selv undervejs i en konsultationssamtale beder om
tolk eller om patienter, der beder om en specifik tolk.
Interviewer: “Hm, inden du gik ind til lægen, blev du da spurgt, om du ville
have en tolk?
Patient: Nej, jeg bliver aldrig spurgt
Interviewer: Hm, er de så bare med?
Patient: Ja, de er bare med P de er altid bare med.” (case 2, patienten)
Spørgsmålet, om hvorvidt konsultationen skal gennemføres med tolk, synes
således tydeligvis ikke at være patientens afgørelse. Lægerne og tolkene er dog
ikke enige om, hvem der så skal afgøre spørgsmålet: lægerne oplever, at det er
personalet i skranken (dvs tolkene), der skal tage sig af det, mens tolkene
afventer signal fra lægerne om, hvorvidt de skal gå med ind i konsultationen.
75