Download pdf-fil - Statens Institut for Folkesundhed

Tanker efter interview med lægen (case 2 - opt Ilu 17)
Lægen har været i Grønland i 14 dage. Han synes, det går fint med at bruge tolk, især en af
tolkene synes han er god. I starten var det sværere, han havde slet ikke tænkt på
sprogforskelle (eller kulturforskelle?) hjemmefra. Der var så meget han tænkte på, men
ikke det. Han mener nok, at patienten i denne konsultation forstod, hvad han sagde, hvorfor
tolkningen mest var nødvendig den anden vej. Lægen synes det er generende - et problem -
at patienter og tolke ikke er opdraget til, at det er lægen og patienten, der skal kigge på
hinanden under konsultationen - og ikke patienten og tolken, som det ofte er tilfældet.
Lægen mener, at anamnesen er grundlaget for diagnosen i almen medicin. Og han gør sig
umage og prøver øjensynligt at gøre som han er blevet belært på kommunikationskursus.
Her har han før set sig selv på video.
Noter om videostop kommentarer:
1. lægen opfatter konsultationen som enkel, det er et enkelt problem, manden kommer med;
han skal bare have noget creme - måske synes lægen, at det er lidt “lidt” at komme på
sygehuset med, men det siger han ikke direkte.
2. lægen mener, at det er kvikt af p at spørge om det med arbejdet - han føler, at det er den
slags han selv bør huske at spørge om.
3. Han opfattede det ikke sådan, at patienten ønskede en “rigtig” sygeerklæring, og føler
patienten var tilfreds med udfaldet i relation til sygemelding 2-3 dage.
4. Han ser ikke noget specielt i situationen, hvor tolken tilbageoversætter “det var jo, hvad
han sagde”. lægen nævner ikke noget med, at “det var godt, tolken lige tjekkede” el.lign.
5. Igen ser lægen ikke noget usædvanligt i sin “omgang” med tolken. Han forklarer,
hvordan han som ny læge ikke kan være klar over, hvilken medicin, der er på sygehuset.
Men “tolken er kvik, han lægger mærke til den slags”, så at spørge ham virker ganske
naturligt.
5. Siger ikke selv noget om 3-delingen, men adspurgt mener lægen, at han ville have gjort
det samme hvis patienten havde været dansk (-sproget). I så fald ville pauserne, hvor ingen
sagde noget, fungere som “hjerne-lagrings”- pauser. Det er altså ikke en speciel
opmærksomhed mod tolkningen, der er bestemmende for pauserne.
ix