Rapporten uden bilag - Sundhedsstyrelsen

antallet af postoperative kontrolbesøg, således at bandingpatienterne opdeles i en gruppe
med ≤6 kontrolbesøg i første postoperative år og i en gruppe med >6 kontrolbesøg
inden for det første år. Tilsvarende grupperes bypasspatienterne i to grupper med henholdsvis
≤3 kontrolbesøg og >3 kontrolbesøg i første postoperative år. Der er generelt
flere kontrolbesøg efter banding i forhold til bypass på grund af båndjusteringer. Der
findes i dette studie en signifikant effekt af antallet af kontrolbesøg efter banding på
vægttabet i %EWL efter 1 år, således at gruppen med >6 kontrolbesøg har størst gennemsnitlig
vægttab på 50 %EWL, mens at gruppen med ≤6 har lidt mindre vægttab
på gennemsnitlig 42 %EWL (p3 besøg, p=ns) (44,45).
De gradvise båndjusteringer efter banding tillægges i nogle studier en betydning i forhold
til fastholdelse af vægttabet og endda i forhold til en gradvis øgning i vægttabet på
længere sigt. Således tolkes båndjusteringer at være årsag til en gradvis øgning af vægttab
fra 47 %EWL efter 1 år til 54 %EWL efter 5 år, baseret på data fra to seriestudier
med henholdsvis 190 og 32 patienter ved 5 års follow-up (follow-up rater på henholdsvis
74 og 84 %) (46). Andre studier viser imidlertid ikke samme tendens, hvilket giver
anledning til diskussion af, hvorvidt den gradvise øgning i %EWL efter banding er
reel, eller om den skyldes bias som følge af et stort frafald af patienter (28). Resultater
fra ni seriestudier af banding med follow-up rater på >50 % efter 2 år understøtter ikke
hypotesen om gradvis øgning af vægttab efter de første 1–2 år efter operationen (28).
Et langtidsseriestudie af laparoskopisk banding med follow-up rater på >90 % selv efter
10 år rapporterer om stabilt vægttab i op til 10 år postoperativt men ikke om gradvis
øgning af vægttabet (30). Udviklingen i vægttabet på længere sigt efter bypass diskuteres
ligeledes, idet nogle studier viser en tendens til gradvis vægtøgning efter det andet
postoperative år (20,31). Samlet kan man blot konkludere, at der er usikkerheder, der
præger data på længere sigt især efter 5 år, og at der således er stor mangel på store velgennemførte
prospektive kohortestudier med minimalt frafald ved follow-up.
3.4 Kapitelsammenfatning
Overordnet set er litteraturen om fedmekirurgi af meget svingende kvalitet med en
udtalt mangel på stærke studiedesign. Langt hovedparten af studierne er serier fra de
enkelte kirurgiske centre (Oxford evidensniveau 3 og 4), og der er især stor mangel på
komparative studier af banding over for bypass med kun få case-kontrol studier (evidensniveau
3) og ingen randomiserede kliniske forsøg af acceptabel kvalitet (27,28).
Andre generelle svagheder ved studierne er kort opfølgningsperiode (især ved studier
af laparoskopisk bypass), stort frafald af patienter ved opfølgning, stor effekt af indlæringskurven
og stor variation i rapportering af komplikationer. Til sammenligningen af
laparoskopisk banding over for laparoskopisk bypass er der således stor mangel på gode
randomiserede kliniske forsøg eller prospektive kohortestudier med alders-, køn-, BMI-
og comorbiditetsmatchede patienter med follow-up på minimum fem år og minimalt
frafald af patienter.
Den tilgængelige evidens viser, at både laparoskopisk banding og laparoskopisk bypass
fører til betydeligt vægttab, som fastholdes over år, men at vægttabet på kort sigt (1–2
år postoperativt) er større efter laparoskopisk bypass (ca 60–70 %EWL) i forhold til
laparoskopisk banding (ca 40–50 %EWL). Der findes kun relativt få studier med
5 Kirurgisk behandling af svær overvægt