Yvonne Skov Speciale 2008 - Forskning

Speciale ved Danmarks Biblioteksskole af Yvonne Marianne Skov 2008
En yderligere udvikling af den relativistiske eller stærkt individualiserede opfattelse er gennem tesen,
der åbner op for, at først i det øjeblik der opstår et møde mellem den sansende og genstanden kommer
tingen til live. Hvilket betyder, at både sansningen og genstanden kan skifte udseende og betydning
over tid i en dynamisk proces. Konsekvensen af dette for en forståelse af viden, gør viden situelt
orienteret og svær at fange og fastholde i et fast medie gennem et skriftsprog. Alt bliver til i en relation
med noget andet.
Gennem den velkendte argumentationsmetode gennem en form for kædeargumentation bevises det, at
viden ikke kan være sansning og at viden ikke kan være relativistisk og kun gælde gennem det enkelte
individ. Det må betyde, at der eksisterer en eller anden form for universel viden.
Det spørgsmål der kan stilles og bliver stillet som et modargument til, at viden er noget individet reelt
set bestemmer sig for, er hvorfor nogle individers viden og undersøgelser (forskning) har en større
værdi i samfundet?
En forklaring, der gives på dette paradoks, er konsensus og demokrati. Hvilket i praksis vil sige, at en
større samling af individer har kunnet komme til over ens med hvilken viden og undersøgelser, der har
haft en så afgørende betydning, at den får status som den bestemmende viden. Dette besvarer ikke
spørgsmålet om hvilken form viden har og hvad den er.
Men konklusionen hos Platon ender op med, at vidensbegrebet kan ikke bestemmes og konkretiseres.
Opsummerende
Det er de gennem ovenstående eksempler på vidensbegrebet ikke muligt at syntetisere en
vidensdiskurs, hvilket i realiteten heller ikke var udgangspunktet for afsnittet.
Det har dog gennem de viste eksempler været muligt, at verificere kompleksiteten i begrebet. Dog er
der et gennemgående træk ved de eksempler, der er udvalgt. Dette gennemgående træk er individets
betydning, der bliver inddraget i vidensbegrebet, dels i skabelsen af afsendt viden og dels i
modtagerens fortolkning.
Når individet bliver inddraget, mister viden sin betydning som noget, der bare skal hentes ind udefra
den virkelige verden og beskrives på den korrekte måde for at modtager kan forstå den, dvs. at viden
mister status som noget endegyldigt og som noget med kun ét udtryk. Så dilemmaet omkring, hvordan
forskningen skal formidles, forståeligt og uden betydningstab, bliver et redundant dilemma. Ikke sådan
at kommunikationen af et stykke viden skal antage relativistiske former eller kun kan antage
relativistiske former. Nærmere en accept af, at når individer er med i spillet, vil der altid blive
manipuleret, ændret, fortolket og jongleret med viden så det oprindelige udtryk ændres.
Denne pointe er væsentlig at bringe med over i forskningskommunikationen og som en accept af at det
kun er et begrænset udvalg af viden, der kan formuleres og vises gennem et stykke kommunikation.
Det er ikke et interessant eller muligt mål, at sikre at viden bliver transporteret til en modtager intakt
eller kun med en uvæsentlig reduktion. Det, der derimod er interessant og væsentligt, er om den viden
der udvælges til kommunikation har en relevans og hvilken diskurs den refererer til.
Relevansbegrebet knytter sig til det enkelte individ og hans behov for viden på et specifikt område. Når
man undersøger en institution for dens relevans, er et ikke en bedømmelse af om den viden der
fremstilles er relevant samlet, nærmere om et individ kan finde relevans i det fremstillede.
Vigtigheden i at vide hvilken diskurs et stykke viden refererer til, findes i den verden der fremstilles
gennem den. Det er væsentligt for en modtager, at forsøge at forholde sig til og forstå, at de faktuelle
tilstande han bliver præsenteret for reelt set er udtryk for, at der er foretaget nogle valg, af
kommunikator og det der vises kun er et udtryk dette valg. Ikke hermed forstået at valget ikke er
relevant eller informerende og udtryk for kommunikators samlede vidensmængde på området, men det
er et valg!
27