Yvonne Skov Speciale 2008 - Forskning

Speciale ved Danmarks Biblioteksskole af Yvonne Marianne Skov 2008
Ved denne anden og tredje rundtur isoleres de enkelte elementer. Det drejer sig om den fortalte tour,
selve genstandene i samlingen og bygningens arkitektur.
Det var denne gang en anden person, der viste rundt, stadig en yngre historiestuderende, men med et
noget anderledes fokus. Ikke så meget på de anekdotiske historier, selvom de også var til stede, men på
en del faktualiteter.
Det der motiverer gruppen bag et museum til at fortælle de historier som hver enkelt genstand
indeholder, skal først og fremmest findes de krav, der ligger i lovgivningen til institutionen. Dvs. for at
være en offentlig støttet virksomhed, er der krav der skal honoreres.
For det andet ligger det i denne type institutioners traditioner, at man retter sin viden udad mod
borgeren, skoleeleven og den studerende. Det er et center for læring, uformel læring, i modsætning til
de formelle læringscentre. Gruppens personlige motiver til at kommunikere viden er irrelevante. Det
betyder dermed, at det er den officielle og offentlige fremstillingsform og fremtrædelsesform, der er
objektet for analyse.
Det felt, der bliver kommunikeret gennem den verbalt fremstillede rundtur, er i vid udstrækning feltet
for medicinsk historie. Og det kan ydermere indsnævres til, at der er en overvægt af fokus på kirurgien.
Dette hænger sammen med, at det er det gamle kirurgiske institut, der i dag huser Museion og mange af
de gode anekdotiske eller makabre historier netop stammer fra dette felt. Man har gennem samlingen
forsøgt at give en bred oplysning omkring den medicinske viden og videnskab fra især omkring 1700tallet
og op til midten af det 20- århundrede. Kommunikationen af den medicinske kultur hænger meget
sammen med de overbevisninger, overtro og myter samtiden var præget af og som satte sine spor på
den måde man håndterede sygdom og helbredelse.
Kommunikation af de nye bioteknologier er ikke eksisterende i Museions faste samlinger. Dog kan det
hævdes at disse teknologier bygger på de opdagelser, man gjorde i perioden omkring bakterier og
sygdomsepidemier.
Afgrænsningen af emner sker gennem rummenes opdeling i forskellige temaer og de er som følger: 1.
Auditoriet med de første kirurger 2. Frederiks Hospital og historien bag. 3. Apoteket. 4. De store
epidemier de har hærget DK op gennem historien. 5. De to tandlægeklinikker. 6. Fødselsstiftelsen og
psykiatriafdelingen 7. Rummet til præparering og det sidste rum 7. der indeholder nogle få eksempler
på præparater.
Det videnskabelige niveau er alment og meget let forståeligt, og det formidlerens evne til at
kommunikere er udmærket og lettilgængeligt.
Den metode, man anvender til at belyse emnerne, er i vid udstrækning at fortælle de faktuelle
oplysninger, der knytter sig til genstandene og at krydre dem med anekdotiske historier. Rundviserne
har et stort fokus på datidens uvidenhed og overtro og på hvor mange mennesker denne uvidenhed slog
ihjel. Der refereres i vid udstrækning til uvidenhed og handlinger, der gjorde tilværelsen ekstra
vanskelig for periodens individer. Dette skal ses som en grundlæggende fortælling om den
professionelle og oplyste videnskab, der gjorde op med uvidenhed og overtro og i vid udstrækning
reddede menneskeheden for sygdomme. Der er ikke nogen formildende omstændigheder eller historier
fra datiden. Alt fremstilles som sort og konsekvensskabende uvidenhed, hvor kun den moderne medicin
redder folket ud af den medicinsk uoplyste middelalder. Samtidigt fremstilles det sundhedsvæsen, der
tager sin start med Frederiks Hospital, som ét der udpræget tager sig af de ubemidlede. Det er sikkert
ikke et helt korrekt billede af datidens sundhedsvæsen. Den tidligere tourguide nævnte at måden
hospitalet skaffede indtægter på var ved de betalende private patienter. Denne skelnen mellem de to
typer af patienter har uden tvivl haft konsekvenser og ikke nødvendigvis i de fattiges favør.
I denne kommunikationsproces er samspils elementet den sociale scene til stede. Man bevæger sig
fysisk rundt i et rum mellem de historiske genstande og der er, om ikke en ekspert så dog en vidende
person, til stede som det er muligt at kommunikere med. Ikke mange af de besøgende benyttede sig af
muligheden, muligvis så de situationen som en envejs kommunikativ situation, hvor man af hensyn til
resten af gruppen undlod at forstyrre. Resultatet blev, at der blev hældt utrolig meget information på
lytteren, som han vil have haft svært ved at huske bagefter. 46
46 Bilag 2i
40