Yvonne Skov Speciale 2008 - Forskning

Speciale ved Danmarks Biblioteksskole af Yvonne Marianne Skov 2008
Hvis man sammenligner genstandenes associative betydning med rummets store tekstplanche og
opdagelsen af bakteriers betydning for infektioner, virker planchen som en overfører af viden,
selvfølgelig inden for et bestemt perspektiv, og genstanden som oplevelsen der kan associeres omkring.
Hermed skal det ikke konkluderes, at genstande ikke kan kommunikere viden med kun oplevelser. Det
væsentlige i disse observationer er derimod, at mediet kan overtage meddelelsen, så den drukner i
associationer og deviationer.
6.0 Konklusion
I problemformuleringen blev der spurgt til Københavns Universitets Medicinsk Museion’s forskellige
former for kommunikation af viden og forskning og om der findes modeller og metoder, som kan
anvendes af de uformelle læringscentre så som de offentlige biblioteker som et alternativ til den
litterært orienterede videnskommunikation.
De to typer af institutioner, biblioteket og museet, har pr. princip forskellige udgangspunkter i deres
kommunikation af viden og forskning.
Bibliotekerne har traditionelt haft et fokus på tegnet og teksten, der dog er ændret i nyere tid med et
yderligere fokus på musikken og de virtuelle medier.
Museer har pr. tradition haft et fokus på genstanden og den information, viden og historie der kan
udledes herigennem. Det vil sige, at disse institutioner pr. tradition har haft hver sit udgangspunkt og
hvert sit perspektiv, der umiddelbart forekommer lidt uforenelig.
Den permanente udstilling som er et visuelt kommunikativt resultat af den samling af historiske
genstande, der er fortaget i årevis og den tilknyttede forskning kan ikke umiddelbart overføres til andre
institutioner. Samtidigt kan man stille spørgsmålstegn ved en samlings faktiske værdi. Eftersom vi
gennem analysen af case institutionens elementer kunne konkludere, at det kun er et meget indsnævret
perspektiv der kan vælges og kun en vinkel ud af et uendeligt antal mulige, er det ikke den eneste og
endegyldige viden man kan møde gennem en samling og dens fremstillingsform.
Disse konklusioner betyder ikke at museer og deres samlinger generelt dømmes uvæsentlige i en proces
af uddeling af viden. Det er bare meget væsentligt at have i mente, at den aldrig kan stå alene i
processen, hvor der søges i viden.
Særudstillinger som ’Oldetopia’ er opbygget anderledes end den permanente udstilling, med et tematisk
udtryk, der ikke kun har relevans til den historiske viden institutionen besidder. Den er derimod udtryk
for en kraftig indsnævring af et perspektiv og er et eksempel på en institutions muligheder for
koncentreret og kondenseret at vise resultater af forskning inden for meget snævre rammer. Her forstået
som meget snævre emnemæssige rammer.
Samtidigt sidder institutionen inde med et forskernetværk, erfaring i opstilling af udstillinger og
erfaring i visuel og fysisk kommunikation. Hvis principperne skule overføres til et bibliotek, ville det
kræve helt nye fokuspunkter, ansatte med anderledes kvalifikationer og den fysiske plads det kræver at
rumme en udstilling. Dvs. det forekommer urealistisk og unødvendigt for bibliotekerne at bevæge sig
ind på kommunikative områder, der forvaltes udmærket af andre institutioner.
72