AFKLARINGENS METODIK – brikker til en håndbog - Cabi

AFKLARINGENS METODIK – brikker til en håndbog
_____________________________________________________________
Eksempel: En borger, der trives i sin praktik, får at vide, at praktikværten skal
på ferie, og at han derfor skal have en ny praktikvært. Det skaber voldsom
modstand. Den tillidsfulde relation til jobkonsulenten gør, at han accepterer
dennes forslag om at prøve to dage med den nye praktikvært med den klare
aftale, at ”hvis det ikke går, stopper vi med det samme”.
Tilliden gør, at borgerne tør give sig i kast med det, der er svært og udfordrende. De
ved, at de så at sige bliver grebet, hvis de falder. Medarbejderne beskriver deres eget
mønster som at skubbe med den ene hånd og at gribe med anden.
Når noget går galt som følge af en konfliktsituation, kan man vise borgeren, at man
kan komme tilbage og fx tage en snak med arbejdsgiveren for at få sat hans ord på,
hvad der gik galt. Det vil sige, borgeren har mulighed for at lære at håndtere en konfliktsituation.
Her kan det være relevant at anvende den kognitive tilgang, der detaljeret
opererer med analysekæder, så man helt præcist kan beskrive og analysere forløbet
og lave en håndteringsplan, så man kan undgå en konflikt en anden gang.
Kursus og praktik – motivationen skabes gennem forstyrrelser
og nye møder
Mange af de borgere, der henvises til et afklaringstilbud, – hvad enten de er kontanthjælpsmodtagere
i matchgruppe 4 og 5, eller sygedagpengemodtagere – møder op
med skeptiske eller negative fremtidsforestillinger. Og erfaringsmæssigt er det ikke
den viden, de får tilført, men de mennesker de møder, der rykker ved disse. Det helt
konkret at møde noget eller nogen i arbejdslivet, de kan tænke sig at arbejde (sammen)
med, skaber motivation til at komme ud på arbejdsmarkedet – i første omgang
på lige netop det sted. Det kan være en sød og omsorgsfuld arbejdsleder, som rører
dem personligt, der skaber et alternativ til de forestillinger, de har, hvor det som oftest
er dårlige erfaringer, der har fyldt mest. Metodisk er der skabt en ”tilpas forstyrrelse”,
der gør, at man kan øjne muligheden af en arbejdstilværelse. Med en tilpas
forstyrrelse menes, at ens vante tankemønstre og forestillinger er blevet udfordret –
ikke så meget at man bliver forskrækket, lukker af eller går baglæns, men så meget
at man tør slippe dem og tænke i nye baner.
I afklaringsenhederne lægger man i takt med denne indsigt mest mulig vægt på
praksis – både i form af at komme ud og besøge en eller flere arbejdspladser og i
form af virksomhedspraktikker.
Alle steder tager man udgangspunkt i borgernes ønsker, suppleret af elektroniske
søgeredskaber, som Jobspor og MaxiDue og samtaler med en jobkonsulent, men i
mange tilfælde har borgerne svært ved at se sig et sted hen, eller de kan godt forestille
sig et sted, men oplever så mange barrierer, at de ikke mener, de kan klare det.
Her kan jobkonsulenten tilbyde en lidt bredere vifte af muligheder eller tilbyde at tage
23