Latinamerika - Investeringsforeningen Sydinvest International

sident. Økonomien var lukket udadtil af
toldbarrierer og restriktioner. Store statsmonopoler
inden for sektorer lige fra
legetøj, til køleskabe, biler og avispapir
producerede dyre, dårlige varer og var i
øvrigt først og fremmest beregnet som
forlystelsesparker for de kronisk gennemkorrupte
magthaveres grænseløse grådighed.
Men menneskerne, de almindelige brasilianere,
var en anden historie. Aldrig
havde jeg oplevet en tilsvarende energi
og intensitet i ethvert af dagens daglige
gøremål. På godt og ondt. Det er ikke for
meget at sige, at 21 års dansk opvækst
blev kastet i en centrifuge for aldrig mere
at komme ud i samme stand.
Peru
Peru var anderledes. Efter to uger i hængekøje
på små fl odpramme oplevede jeg
et nyt, mere fattigt, mere desperat, mere
brutalt, men lige så intenst land.
Inkaernes quechua-talende efterkommere
befolkede Andesbjergenes skråninger
og boede omkring byerne i usle telte af
skraldeposer og papstykker i det barske
klima 3-4000 meter over havets overfl ade.
At de overhovedet overlevede, var mig en
gåde.
Guatemalas indianske befolkning har aldrig
genvundet kontrollen over deres land, siden
de spanske ’conquistadores’ invaderede for
500 år siden. De er stadig blandt kontinentets
fattigste, dårligst uddannet og med den
laveste gennemsnitslevetid. Her en familie af
quiche-indianere i en ufremkommelig landsby
ti timers kørsel og fi re timers vandring
fra hovedstaden Ciudad de Guatemala.
Omkring den gamle inkahovedstad, Cusco,
og ved Titicaca-søen praktiserede de deres
gamle ritualer. I byerne hev barfodede
børn ned til femårs-alderen i ens bukseben
for at få en skilling til mad. Om
natten lå de samme gadebørn i trøstesløse
bunker i trappeskakte for at holde varmen
i den iltfattige nattekulde.
Latinamerika befandt sig på alle måder i
en højdramatisk periode. Over hele kontinentet
løb nationaløkonomierne løbsk
med infl ationsrater på tusindvis af procent,
enorme statsunderskud og galoperende
gældsætning til følge.
Det, jeg var vidne til, var vanrøgt på nationalt
eller snarere kontinentalt plan.
Bolivia
I Bolivia skiftede valutakursen så mange
gange om dagen, at man vekslede så lidt
som muligt til konstant voksende stakke
af peso. En tournedos på luksusrestaurant
kostede en tier, et hotelværelse ligeså, et
par lædersko en 40’er, en fl ybillet en hund.
Ingen pris var reelt et udtryk for varens
værdi. Selv uden kendskab til nationaløkonomiske
mekanismer stod det enhver
klart, at regningen for det statsforårsagede
vanvid som altid ville gå til horderne
af ludfattige, halvsyge og for tidligt
Buenos Aires blev ved nytårstid 2002 kastet
ud i dyb krise, kulminationen på årtier
dårlig og korrupt politisk ledelse. De gamle
venner på Restaurant Choripaso hjælper
hinanden, for der er ingen kunder.
døende indianere med deres spektakulære
kultur af musik, dans, sølvsmykke- og
beklædningskunst. Og monumentale lidelser.
Af kontinentets millioner af indbyggere
tjente fl ertallet under 200 kroner om
måneden. De rige var til gengæld rigere
end noget, jeg nogensinde havde mødt.
Paraguay
Rejsen videre gik gennem Paraguay, på
det tidspunkt brutalt enehersket gennem
30 år af diktatoren Alfredo Stroessner,
hvis hemmelige politi var blevet opbygget
af tilfl yttede nazister i slutningen af
1940’erne og kendt for dets evne til at
trylle mennesker væk. Helt væk.
I Paraguay mærkede man befolkningens
frygt. Og sin egen. En ting var at undgå
banditterne. Noget andet, mere alvorligt,
at undgå politiet.
Jeg blev på det sydamerikanske kontinent
næsten uafbrudt i halvandet år. Min hjemrejse
fandt sted samtidig med det afgørende
vendepunkt, der indtraf fra midten
af 1980’erne: Demokratiets gryende genindførsel.
Årene, hvor diktatorerne faldt en efter en.
Den argentinske i 1984, den brasilianske i
1985, bødlen Baby Doc fra Haiti fl ygtede
I landsbyen Todos los Santos i Guatemalas
bjerge fortsætter livet, som det altid har
gjort. De indianske mænd bærer alle
samme slags rødstribede bukser for at vise,
at de fra denne by.
HORISONT 9