RØDE MORD INDLEDNING 4 KRIMINALLITTERATURGENREN 6 ...

I romanens plotstruktur sker der blandt andet det, at historien ikke længere fortælles
som en undersøgelse med henblik på en rekonstruktion af den handling, der førte frem til
et mord. I stedet fortælles der kronologisk, sådan at såvel motiv som mord bliver en del af
romanens handling. Kriminalromanen er ikke længere en gåde, hvis svar langsomt oprulles
efterhånden som begivenhederne rekonstrueres, men i stedet en historie der udvikler
sig, og hvor hvert svar blot rejser flere spørgsmål. Den private opdager starter i historiens
begyndelse med enkelte ubesvarede spørgsmål, men som handlingen skrider frem, rejses
der flere og flere spørgsmål. Væk er den klassiske kriminalromans erindrende fortæller, og
det samme er garantien for historien og gådens løsning. Detektiven indtager ikke længere
positionen som passiv rekonstruktør, men må i stedet medvirke i romanens handling. Detektiven
er trådt ind i handlingens kaotiske verden, som den klassiske detektiv holdt sig
ude fra. Han er en aktiv deltager i historien, og skal nu både afdække forbryderes bevæggrunde
og spille en aktiv rolle i handlingen. Dermed får detektiven også en rolle, hvor hans
indsats kan bringe ham i fare. Dette ville have været utænkeligt for en klassisk detektiv,
der blev inddraget, når forbrydelsen var sket og som igennem sit rekonstruktionsarbejde,
stod helt uden for den sfære, hvor forbrydelsen havde fundet sted. Den hårdkogte kriminalroman
er således i langt højere grad en fremadrettet fortælling end dens klassiske forgænger.
I den hårdkogte fortælling står handling og suspense i centrum. Dermed adskiller
de to genrer sig væsentligt fra hinanden. Hvor den klassiske historie levede af en forventning
om at få opklaret, ’hvad der er sket’, er den hårdkogte i stedet rettet imod at vide
’hvad der sker’. Todorov siger, at den klassiske kriminalfortælling er baseret på læserens
’nysgerrighed’, og historien bevæger sig fra virkning til årsag (fra forbrydelse til forklaring
på hvorfor). Den hårdkogte kriminalfortælling er derimod baseret på ’spænding’, og læseren
præsenteres for årsag og siden virkning, og har ikke nogen garanti for, at der kommer
en løsning på romanens problem, eller at helten kommer helskindet igennem romanen.
I og med at romanen begynder før forbrydelsen begås, bliver såvel forberedelser som
det at begå forbrydelsen til en del af handlingen helt på lige fod med opklaringen. Dette
bryder et genretræk, fordi det åbner op for en eksplicit beskrivelse af volden, der ikke havde
kunnet finde sted i en klassisk detektivhistorie. Denne eksplicitte beskrivelse af vold
kan knyttes til genrens realismekrav, idet handlingen i de hårdkogte kriminalromaner flyttes
væk fra det victorianske (herregårds)miljø og ind i byen, som kriminallitteraturens læsere
kender fra deres dagligliv. Der skabes en form for identifikation imellem læseren og
20