RØDE MORD INDLEDNING 4 KRIMINALLITTERATURGENREN 6 ...

kriminalromanens udvikling i en række strømninger, som de former sig op igennem det tyvende
århundrede. I den forbindelse vil jeg berøre kriminalromanens udvikling i Sverige og
kort ridse op, hvilke forandringer kriminallitteraturen har undergået i Sverige efter Anden
Verdenskrig og frem til nu. Dette vil lægge op til en gennemgang af de tre serier, som belyser,
hvordan de forholder sig til genren og de strømninger, der findes inden for genren.
Desuden vil jeg gå nærmere ind på, hvordan serierne er med til at tegne billedet af ikke
bare det samfund, der beskrives i bøgerne, men også den virkelige verdens Sverige. Alle
tre serier har til en vis grad samfundskritik som et fundament for handlingen. Der kastes i
serierne et kritisk lys på velfærdssamfundet, og der rejses en række spørgsmål om forholdene
i samfundene og det fælles værdigrundlag, som samfundet bygger på. I serierne beskrives
et samfund, der forandres i takt med, at den omgivende verden ændres, og det
beskrives, hvordan disse forandringer får betydning for familien, forholdet imellem generationerne
og imellem samfundets borgere.
Kriminallitteraturgenren
Afgrænsning af kriminallitteraturen
For overhovedet at kunne beskæftige sig med kriminallitteratur er det en forudsætning at
afgrænse den i forhold til andre typer af litteratur. En egentlig genreafgræsning er vanskelig,
og afgrænsningen er oftest lig, at afskære en række værker fra genren ved at give negative
definitioner på genren. Genrens rammer sættes ved at udgrænse det uønskede.
Når det drejer sig om kriminallitteraturen, skal den afgrænses på flere fronter. Dels skal
den skilles fra den litteratur, der har æstetiske eller kunstneriske ambitioner, og dels skal
den afgrænses fra den hurtige serieproduktion af skabelonagtige historier, triviallitteraturen
2 . Kriminallitteraturen eller masselitteraturen, som den kaldes af både Todorov og
Boëthius, har træk, der genremæssigt placerer den imellem henholdsvis skønlitteraturen,
med den kunstneriske ambition, og triviallitteraturen, der alene har let underholdning som
ambition.
2 Boëthius bruger i sin artikel betegnelsen kiosklitteratur, for dermed at understrege at disse bøger ikke
kommer fra boghandlere, og derfor kun af ydre er at sammenligne med bøger. Todorov bruger betegnelsen
masselitteratur for at understrege bøgernes udbredelse. Her vælger jeg, som bl.a. Wendelius, at anvende
triviallitteratur, for at pege på, at det er bøgernes indhold og stil, der afgrænser dem i forhold til de skønlitterære
bøger.
6