RØDE MORD INDLEDNING 4 KRIMINALLITTERATURGENREN 6 ...

Han sätter den första nyckel i låset, vrider runt ljudlöst. Så den andra. Lika ljudlöst. Han trycker ner
handtaget med ena handen och håller pistolen i den andre.
Dören glider upp.
De tar honom.
Hjelm fångar händerna och vrider dem bakåt […] Hjelm har redan satt fast handfängslet. Det är över.
— Vad i helvete? Säger mannen förvånat. Sedan skriker han rätt ut.
Holm och Söderstedt stormar in med dragna tjänstepistoler. Birgitta Franzén dyker upp i trappan. Hon
stirrar vilt på dem.
— Rickard, viskar hon.
Rickard? Säger alla fem i mun på varann.
Mamma, hinner mannen få ur sig innan han svimmar.
Han klivar in genom dörren och stänger den bakom sig. Det är alldeles mörkt, alldeles tyst i villan […]
Han sätter sig i skinnsoffan längst bort, med ansiktet mot dören, lägger pistolen på bordet och väntar.
(Dahl, Misterioso, p. 100-101)
På tekstens overflade ser det umiddelbart ud til, at der er tale om én situation. Citatet begynder
med at fastslå, at det er Magtmorderen, der er tale om. Det gøres ved hjælp af rekvisitterne
pistol og kassettebånd. I det følgende fastslås det, at A-gruppen iagttager manden
gå imod huset, det sker ved hjælp af den interne radiokommunikation (først Holm, siden
Södersted). Der etableres hermed en falsk fornemmelse af stedets enhed, da man
både ser manden udføre en handling (eks. sætte nøglerne i døren) og hører en fra Agruppen
referere dette i walkie-talkien. Læseren bliver hermed holdt i den illusion, at der er
tale om ét sted og én handling. Det viser sig dog i det øjeblik, hvor døren åbnes og manden
overmandes, at stedets enhed opløses, og at der aldrig var tale om én ’han’, men derimod
to. Scenen er med andre ord skabt ved hjælp af det, som man med filmtermer ville
kalde krydsklip, men disse klip har været maskerede eller dækkede, så læseren ikke har
kunnet gennemskue dem. Synsvinkelskiftene bruges dermed bevidst til at føre læseren
bag lyset.
Dahl anvender synsvinkelskiftene anderledes end Mankell, der arbejder med én central
synsvinkel og kun sjældent supplerer med andre, og som kun i begrænset omfang tillader
overlapninger i tid. Dahl tager i stedet udgangspunkt i, at romanen fortælles med én person,
der overvejende bærer synsvinklen, men samtidig, for at give en fornemmelse af opklaringsarbejdets
mange spor og for at beskrive hovedpersonen mere nuanceret, lader
han flere personer være synsvinkelbærere. Denne tilgang giver mulighed for at skildre at
44