DEN BIOGRAFISKE VENDING - Sociologi - Aalborg Universitet

eller udflydende. Meningsdissektionen befinder sig som et bindeled mellem de
to analysestrategier, som Kvale kalder for ‘narrativ strukturering’ og ‘meningsfortolkning’,
hvor man for det første både skaber forløb og minimerer tekstens
omfang, samtidig med at man går dybere ned under overfladen og finder de centrale
aspekter, der ofte fører til at teksten vokser igen, når den genfortolkes. Det
kan sammenlignes med et kirurgisk indgreb, hvor man først må foretage nogle
dybe og præcise snit, før man kan komme ind til problemets kerne, der så vokser,
når det tages ud af sit beskyttende væv. Den narrative fortælling, man skaber,
forandres ved sådanne indgreb, og den vokser som regel i omfang, fordi
den sammenvæves med andre, mere generelle aspekter end de rent individuelle
og idiosynkratiske. Michael Jackson beskriver dette fænomen ganske godt i sin
bog The Politics of Storytelling, hvor han slår følgende pointe fast, der indfanger
meget af det ovenstående:
Det er en truisme, at alle historier spidsfindigt bliver omformet og rekonstrueret,
hver gang de fortælles. For at udvide Heraklits metafor om tiden og floden kan
man sige, at det er umuligt nogensinde at fortælle den samme historie to gange.
Og dette passer på rygter og folkelige fortællinger såvel som på selv de mest veldokumenterede
hændelser. Selv når trykkekunsten fremmer en illusion om fasthed
og fostrer idealet om en autoritativ version, omformes fortællinger uundgåeligt i
hukommelsen og ændres, når de passerer gennem et fællesskabs hænder og tanker.
Som følge heraf definerer sådanne antinomier som det ‘personlige’ og det ‘sociale’
eller det ‘private’ og det ‘offentlige’ ikke distinkte narrative genrer, men blot
øjeblikke i en udstrakt dialektik, hvori individuelle livsfortællinger bliver indskudt
i fortællingerne om en nation, og fælles fortællinger antager nye betydninger i den
anvendelse, som hvert individ bringer dem i forhold til hans eller hendes særlige
præferencer og erfaringer (Jackson 2002:231).
Som det implicit antydes af Jackson, så er det fortælleren og dennes ‘fællesskab’,
fagligt eller andet, der former fortællinger gennem at genfortælle dem, og
herved vokser de i forhold til deres oprindelige udgangspunkt. Denne pointe
vender jeg tilbage til senere, når jeg kommer ind på klassikernes status i sociologien.
Slutteligt består meningskondenseringen af, at man rent fremstillingsmæssigt
er i stand til at reducere den ofte omfattende udgivelsesproduktion til
32