DEN BIOGRAFISKE VENDING - Sociologi - Aalborg Universitet

eligiøse ophav skal ses som repræsentanter for en særlig form for jødisk sociologi,
som blandt andre Charles Lemert (1997) og Johan Asplund (1975) har fokuseret
på i forbindelse med Goffman, og som bl.a. Dennis Smith (1999) og jeg
selv (Jacobsen 2003a, kapitel 2) har diskuteret i forhold til Bauman? At det biografiske
arbejde således afhænger af øjnene, der læser og analyserer, kan derfor
næppe overraske.
Men hvis det hele tilsyneladende forekommer at være relativistisk og bare
forskellige fortolkninger, hvori består så ‘sandheden’ i arbejdet med biografier
og teoriintroduktion? Den italienske sociolog Franco Ferrarotti kom ind på det,
da han skrev følgende om den biografiske metode i almindelighed og den uundgåelige
subjektive dimension heri:
Observatøren er radikalt impliceret i sin forskning, hvilket vil sige i det objekts
felt, som er under hans undersøgelse. Dette sidstnævnte objekt, som langt fra er
passiv, modificerer vedvarende sin adfærd i henhold til observatørens adfærd.
Denne cirkulære feedback-proces gør ganske simpelt enhver antagelse om objektiv
viden latterlig. Viden har ikke ‘den anden’ som sit objekt; den skulle snarere
have den uløselige og absolut gensidige interaktion mellem observatør og observeret
som sit objekt. Det vil således blive en gensidigt delt viden, der bunder i interaktionens
intersubjektivitet; en viden, der er så meget desto mere dybdegående
og objektiv som den bliver iboende og intimt subjektiv. Prisen, der betales af observatøren
for en gennemgribende og, mere præcist, videnskabelig viden om sit
objekt, vil selv gensidigt være at blive lige så kendt af sidstnævnte. Viden bliver
således, hvad sociologisk metodologi altid har ønsket at undgå: En risiko (Ferrarotti
1981:20).
Når man arbejder med en ‘død’ tekst, som man ofte gør med biografier og introduktioner,
så er denne risiko ikke så stor, som hvis man som observatør arbejder
med levende mennesker, hvor der er en vedvarende cirkulær feedback-proces -
men der findes stadig en etisk dimension i arbejdets forskellige faser, som jeg
vil vende tilbage til nedenfor. Denne etiske dimension vedrører såvel validiteten
og videnskabeligheden af arbejdet som berettigelsen af de fortolkninger, man
fremkommer med. I det hele taget at ville hævde Sandheden som autoritativt
afsæt for ens arbejde i forbindelse med Mills, Goffman og Bauman ville i sig
46