DEN BIOGRAFISKE VENDING - Sociologi - Aalborg Universitet

Den tredje form fremtræder dog blot implicit i mit arbejde, da hverken Goffman,
Mills eller Bauman, som nævnt ovenfor, kan betragtes som mainstreamrepræsentanter
for den sociologiske disciplin i sin helhed eller for underdiscipliner.
Men det er gennem deres bastante kritik af eller blødere kommentering
på deres samtids sociologi, at man får et indtryk af tingenes tilstand inden
for disciplinen i almindelighed og deres forholden sig hertil i særdeleshed. Desuden
rummer mine arbejder naturligvis, da der er tale om introduktioner, elementer
fra både den første og anden strategi, og det er særligt den første strategi
om tilstedeværelsen og vægtlægningen af det personlige aspekt, som jeg her
kort vil komme med nogle betragtninger omkring, da det spiller en central rolle
i både valget af forfatterskab at skrive om, og da det er med til at forme den fortælling,
som man viderebringer igennem det biografiske arbejde.
Mange gange hævdes det, at biografier eller introduktioner som udgangspunkt
og minimum bør skrives af nogle, der kender vedkommende, der skrives
om, personligt, for at man herved kan knytte personlige anekdoter til, få en
emotionel dybde i beretningen samt have en vis esoterisk viden, som andre
udenforstående ikke har haft adgang til. Derfor er mange af de posthume publikationer
om både Mills og Goffman også forfattet af nære venner, daglige kolleger,
tidligere studerende eller deres mest indædte kritikere, som de ofte har
haft lejlighed til at diskutere deres arbejde med ansigt til ansigt. I mit tilfælde
har sådan et personligt kendskab, venskab eller fjendskab, i flere tilfælde af naturlige
årsager været umuligt – Mills døde en del år, før jeg blev født, og Goffman,
før jeg overhovedet havde overvejet at blive sociolog. 10 Bauman har jeg
dog haft den store glæde af at kende personligt i en længere årrække nu, hvor
særligt arbejdet med flere udgivelser (jf. Jacobsen 2001d; Jacobsen & Pedersen
10 Den kendsgerning, at både Goffman og Mills har været døde længe, betyder dog ikke, at
deres arbejder ikke stadig er værdifulde for sociologisk forskning i almindelighed og som personlig
inspiration i særdeleshed. Emile Cioran, der selv var kendt for at skrive spændende
biografiske fragmenter over litteraturens store skikkelser, bemærkede således om den chokerende
oplevelse, der følger med erkendelsen af, at ophavsmanden til store tanker allerede er
død: “Jeg har netop læst en biografi. Forestillingen om at alle personerne, der blev beskrevet
i bogen, ikke længere eksisterede udover i denne bog forekommer mig så utåleligt, at jeg blev
nødt til at lægge mig ned for at undgå at bryde sammen” (Cioran 1986:5). Selvom denne reaktion
naturligvis forekommer en anelse overdrevet, så kan den subjektive følelse, man oplever,
når man lader sig opsluge af personbiografier, tilnærmelsesvis minde om Ciorans. Det
kan virke ufatteligt, at den beskrevne person ikke længere er i live, fordi tankerne forekommer
så livagtige og præsente, og måske endda har personen været død i årtier eller århundreder.
48