DEN BIOGRAFISKE VENDING - Sociologi - Aalborg Universitet

grafier og introduktioner, jeg angav ovenfor. Det er således det, som jeg har forsøgt
at tilstræbe i de tre vedlagte arbejder.
Der er således tale om tre særdeles markante personligheder i sociologiens
historie, og selvom de alle i forskellig grad har ønsket at lade privatliv og arbejdsliv
fremstå som to separate sfærer, så er det alligevel min oplevelse, at de
alle er særdeles påvirkede af de personlige såvel som kulturelle forhold, som
deres tanker er blevet præget af. Som nævnt har både Mills, Goffman og Bauman
været og er af den opfattelse, at deres personlige liv ikke skulle betragtes
som et bagtæppe for forståelsen af deres tanker og teorier. Særligt Bauman og
Goffman har udvist denne tilbøjelighed, mens Mills var mere åben overfor betydningen
af sin ofte outrerede personligheds og politiske engagements betydning
for hans videnskabelige praksis og teoridannelse. En af Goffmans biografiskribenter,
Yves Winkin, noterede sig således, at “Erving Goffman ønskede at
holde sit liv totalt adskilt fra sit arbejde. Såfremt nogen ønskede at tilegne sig
detaljerede forståelser af hans arbejde, var der ingen grund til, at de skulle vide
noget om hans liv” (Winkin 1999:20). På tilsvarende vis med Bauman, som heller
ikke kan lide biografier eller at have sit privatliv gjort til genstand for grundige
granskninger, og han skrev således engang i en privat brevveksling, da jeg
efterspurgte oplysninger om hans fortid, at han, på samme måde som Henri
Bergson, på sin dødsdag ønskede, at alle personlige optegnelser og oplysninger
om ham ville blive brændt, så man ikke kunne grave i det materiale. I et selvreflekterende
kapitel i en kommende bog om Bauman udtaler han ydermere følgende,
som jeg gengiver in toto
Jeg har over en halvtredsårig periode af mit akademiske liv undgået og modstået
de utallige ansporinger og tilskyndelser, og forsøg på at presse eller skubbe til
mig, der blev gentaget endnu oftere som årene gik, til at sammenfatte en omfattende
og sammenhængende historie om min sociologiske løbebane, at gøre dens
formål eksplicitte og afsløre dens logik, såfremt der har været en, bagved dens
forviklinger og drejninger. Der har været en række årsager til at modstå presset;
heldigvis gjorde bestemte biografiske mærkværdigheder modstanden lettere.
Som en begyndelse mistænkte jeg (hvilket jeg stadig gør) de fleste af den
slags ‘selvbiografiske’ øvelser for enten at tilhøre kategorierne for selvpromovering
eller selvapologi, ingen af hvilke påkalder megen sympati. Som sociolog
50