DEN BIOGRAFISKE VENDING - Sociologi - Aalborg Universitet

personen bag ens biografi er dog som udgangspunkt også nødvendig eller i det
mindste konstruktiv, da forfatningen af et langt kritikskrift næppe vil være
frugtbart, til trods for at Friedrich Engels havde held hermed i sin tid med skriftet
Anti-Düring - og adskillige andre, herunder Mills i The Sociological Imagination
eller Alvin Gouldner i The Coming Crisis of Western Sociology, har siden
forsøgt sig i samme genre. 7 Den indfaldsvinkel, som man anlægger i forhold
til ens personbiografi, kan enten udmønte sig i, at man indskriver sig i
samme tradition eller spor som denne, at man modificerer personens standpunkter,
videreudvikler dem eller distancerer sig fra enhver association med den pågældende
persons perspektiv eller sociologiske standpunkt. Et klassisk eksempel
på det sidste kunne være Mills’ behandling af henholdsvis Talcott Parsons
og Paul Lazarsfeld i The Sociological Imagination, som er blevet betegnet som
nogle af de mest underholdende ‘symbolske henrettelser’ i sociologiens historie
(Strandbakken 1996), mens også Gouldners (1970) behandling af Parsons, sin
store inspirationskilde i de yngre år, i The Coming Crisis of Western Sociology
er et andet eklatant eksempel. 8 Selvom Mills og Gouldner begge anvendte humoren
som våben, så var deres kritik ikke desto mindre særdeles alvorligt ment,
og der var meget lidt overladt til solidaritet eller sympati i deres kritiske arbej-
7 Joseph Featherstone (1989) sondrer mellem analyse på den ene side og solidaritet på den
anden i det at skabe portrætter over andre menneskers liv og virke. Hvor den førstnævnte drejer
sig om den observerende og distancerede gengivelse, så omhandler den anden derimod den
sympatiske og indlevende fremstilling af den person, hvis liv og levned, man beskriver. Hvor
distanceret analyse risikerer at bevirke en manglende forståelse, så risikerer man ved solidaritet
snarere en manglende kritisk afstand. Sammenkoblingen af begge dele er væsentlige i skabelsen
af biografier og introduktioner, og derfor er der ikke tale om enten-eller men både-og i
forhold til inddragelsen af analyse og solidaritet. Som den italienske forfatter, Italo Calvino,
som jeg skal vende tilbage til senere, konstaterer, så er det netop kendetegnende for en klassiker,
at det er en person, som “man ikke kan være ligeglad med, som hjælper dig med til at
definere dig selv i forhold til ham, endog i modsætning til ham” (Calvino 1986:130). Denne
konstatering af, at man ikke kan være ligeglad med sine klassikere, gør sig måske særligt gældende
i forhold til disse ‘maverick’-sociologer, som med deres markante aftryk i disciplinen er
svære at ignorere.
8 Er af de mest omtalte eksempler i nyere biografiskrivning på en overskridelse af balancegangen
mellem at være personlig og perfid er dog den engelske historiker Paul Johnsons (1989)
gennemgang i den udskældte bog Intellektuelle af adskillige fremtrædende intellektuelle skikkelser
i den vestlige filosofiske eller litterære tradition – herunder bl.a. Marx, Sartre og Ibsen.
Selvom bogen er informativ, så virker den grundet sit overdrevne personlige fokus videnskabeligt
utroværdig og smædepræget i stedet for at have en objektiv distance, der kan sætte de
personlige vinkler, der beskrives, i deres rette og reelle relief.
36