Solidaritet #12, august 2017

Sundhed
patienten.
Men tager man kun økonomibrillerne på vil svaret
næsten altid være: operation. Det udløser en højere
DRG-takst. Kan vi altid være sikker på at det er de faglige
og patientens behov, der vejer tungest?
Regionernes økonomiske spændetrøje
Produktivitetskravene blev over de sene forår et af de
store konfliktpunkter mellem regionerne og regeringen.
Men det er kun et af mange problemer, som hænger
sammen med den måde regeringen med hård hånd styrer
regionernes økonomi.
Budgetloven, som et flertal af folketingets partier står
bag, medfører en meget stram styring. Hvis regionerne
ikke overholder de aftalte budgetter til punkt og prikke,
vil de blive straffet økonomisk. Regeringen kan trække i
de bloktilskud, som udgør størstedelen af budgetterne
på sundhedsområdet.
Det er en af de vigtigste årsager til regionerne ofte
»overopfylder« kravene i økonomiaftalerne, f.eks. når
de øger produktiviteten med mere end de krævede 2
procent.
Regionerne er også underlagt nogle sparekrav, f.eks.
et »omprioriteringsbidrag«. Det betyder at de hvert år
skal skære 1 procent af udgifterne til administration. I
praksis betyder det ikke billigere administration, men
besparelser på alt muligt andet. Regionerne har allerede
– ligesom kommunerne – »plukket de lavthængende
frugter« i forhold til at spare på administration.
I mange tilfælde bliver opgaverne bare flyttet over på
sundhedspersonalet.
Samtidig med dette er regionerne underlagt et anlægsloft.
Der bliver derfor ikke i tilstrækkelige grad investeret
i nyt udstyr og bygninger. Det siger sig selv at
det ikke er holdbart i en situation, hvor der forventes at
sygehusene både øger effektiviteten og tager de nyeste
behandlinger i brug.
Regionerne prøver på kreativ vis at løse problemerne
med de manglende kroner til anlæg. Svarene hedder
Offentlig-Private-Partnerskaber og Financiel Leasing.
Ved at hente private midler ind, kan man omgå anlægsstoffet.
Men det betyder samtidig at der flyttes penge fra
driften til anlæg. Ikke noget godt scenarie i en tid hvor
de ansatte presses mere og mere samtidig med behovene
for behandling stiger.
26 | Solidaritet
»Regionerne
prøver på
kreativ vis
at løse
problemerne
med de
manglende
kroner til
anlæg«
Massivt pres
De faglige organisationer har længe råbt vagt i gevær på
vegne af deres pressede medlemmer. Alle fra sundhedsfaglige
grupper til rengøringen på hospitalerne har enstemmigt
sagt, at grænsen er nået for, hvor hurtigt man
kan løbe – og stadig levere en høj faglig kvalitet.
I år var tonen også anderledes på arbejdsgiversiden –
Danske Regioner.
På generalforsamlingen for Danske Regioner i april
i år blev det vedtaget, at arbejde for en afskaffelse af 2
procentskravet i de efterfølgende forhandlinger med regeringen.
Endvidere at der skulle arbejdes for, at regionerne
har flerårige budgetter og dermed bedre muligheder
for at planlægge langsigtet og undgå sanktioner.
Generalforsamlingen pålagde også bestyrelsen i Danske
Regioner, at arbejde for, at omprioriteringsbidraget i administrationen
fjernes og at anlægsloftet lempes eller
skrottes helt.
Formanden for Regionerne, Socialdemokraten Bent
Hansen, lagde heller ikke fingre imellem i sin tale til generalforsamlingen:
»Der er brug for et opgør med det styringsregime, vi
kender i dag. Og jeg tror, at mange er enige med mig i,
at det haster! Regionernes finansieringsmodel bør ændres
fra 2018, så produktivitetskravet og aktivitetspuljen
bortfalder. Med ren bloktilskudsfinansiering får regionerne
ansvar for at levere sundhed til befolkningen inden
for en fast budgetramme.«
En meget klar melding fra generalforsamlingen, som
skabte håb blandt de som længe har kritiseret økonomistyringen
i regionerne – personale som politikere.
Optimisme og kampgejst
Enhedslistens Susanne Langer, der regionsrådsmedlem
i Hovedstaden og Enhedslistens repræsentant i bestyrelsen
for Danske Regioner, var positiv efter generalforsamlingen
og udtalte til Solidaritet:
»Fantastisk at det nu er blevet mainstream at kritisere.
Vi i Enhedslisten har jo sagt det i årevis. Lige som
sundhedspersonalet, der stod og demonstrerede foran
DSB’s gamle centralværksted i Århus«.
Det var her generalforsamlingen fandt sted.
Men Susanne var heller ikke udelt begejstret:
»Men fordi generalforsamlingen og formanden Bent
Hansen har meldt klart ud, behøver det jo ikke at ske.
Statsministerens tale på mødet var klar: Han har ikke til
sinds at bøje sig. Selvom der er andre meldinger fra flere
af folketingets partier, så er det jo regeringen, regionerne
skal forhandle med. Og hvad f.eks. Dansk Folkeparti
finder på er jo lidt uberegnelig.«
Der var grund til optimisme. Regionernes generalforsamling
havde meldt klart ud. Politikere på Christiansborg
fra Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti havde
offentligt kritiseret effektiviseringskravene. De faglige
organisationer og personalet gjorde alt hvad de kunne
for at fastholde presset på regeringen frem mod bugetforhandlingerne
før sommerferien.
En kold spand vand
Susanne Langer skulle vise sig, at få ret i sin skepsis. Ikke
alene i forhold til Dansk Folkeparti men i høj grad i forhold
til Socialdemokraternes holdning til spørgsmålet.
Op til økonomiforhandlingerne før sommerferien
havde regionale S-politikere stået stejlt på, at blandt andet
effektiviseringskravet skulle fjernes fra aftalen for
2018. Lokale fagforeninger var i tæt dialog med deres
regionale repræsentanter i regionsrådene og presset
var tydeligt. Der blev afholdt debatmøder lokalt, sygehuspersonale
kontaktede deres politikere, faggrupper
lavede virale kampagner – alt sammen for at råbe politikerne
op. Sundhedsordfører for Socialdemokratiet på
Christiansborg, Flemming Møller Mortensen var før for-