Ord p handling - handling p ord3 - Nyidanmark.dk

Netop fordi den beskrivende kulturforståelse er den oftest anvendte i almindelige menneskers
hverdagspraksis, idet vi forstår og forholder os til den komplekse omverden ved at forenkle
den, lægger Jensen 82005) op til, at man i interkulturelt arbejde og analyse heraf lægger sig et
sted mellem det beskrivende og det komplekse kulturbegreb. De to begreber tilsammen kan
nemlig nuancere den konkrete interkulturelle situation i langt højere grad, end de hver for sig
kan.
Det beskrivende kulturbegreb har nemlig den styrke, at det rent faktisk kan sige noget om
noget, hvor det komplekse kulturbegreb kan sætte spørgsmålstegn ved den kulturelle
forenkling og den umiddelbare analyse af den interkulturelle situation. Således opererer Jensen
(2005) med et tredje kulturbegreb, som hun benævner som praksis-begrebet. Kultur forstået
som praksis bliver kultur lig med det, vi gør, og det, vi siger, vi gør. – Hvilket ikke altid
stemmer overens. (Jensen 2008)
Styrken ved den praktiske forståelse af kultur er, at både det beskrivende og komplekse
kulturbegreb bliver integreret i samme kulturforståelse, idet det ser individet/gruppen med alle
dets/dens nuancer, der frit vælger sin praksis. Individets eller gruppens frie praksis er dog ikke
mere fri, end at individet/gruppen hele tiden er i forhandling med herskende sociale og
kulturelle strukturer og normer. (Jensen 2008)
5.2 Relationel positionering
I forlængelse af projektets ovenstående komplekse, dynamiske og praktiske kulturforståelse er
et andet vigtigt teoretisk afsæt positioneringsbegrebet. Det interkulturelle skole-hjem
samarbejde opstår nemlig i mødet mellem forskellige kulturer og kulturelle praktikker – altså i
mødet mellem forskellige mennesker – i mødet mellem majoritet og minoritet.
Der er mange ting på spil i sådan et møde, hvorfor jeg mener, det er afgørende at forstå
aktørernes gensidige adfærd i skole-hjem samarbejdet som udtryk for en såkaldt relationel
positionering. Med andre ord; at have blik for at aktørerne i mødet hele tiden forholder sig til
den anden og forstår sig selv i forhold til den anden og omvendt.
Således er det ikke sikkert, at de kulturelle minoritetsforældre agerer på samme måde i mødet
med én kulturel majoritetslærer, som i mødet med en anden kulturel majoritetslærer – og
omvendt.
Denne relationelle positionering nuanceres yderligere ved at bruge de antropologiske begreber,
etics og emics.
”[Etics] er betegnelsen for en udefrakommende vurdering af et kulturelt fænomen. Det betyder,
at man kun får øje på det, som er synligt, bevidst og umiddelbart nemt at registrere (…)
Eftersom det er en ydre iagttagelse, garanterer det på ingen måde, at man har opnået en
forståelse for, hvordan tingene forholder sig i det observeredes univers.” (Nørskov &
Sperschneider 2004:25)
Etics-begrebet kan man altså bruge til at forstå, at kulturmødet i skole-hjem samarbejdet bærer
præg af, at hhv. skolens og hjemmets aktører laver umiddelbare vurderinger af hinandens
kulturpraktiske adfærd og ytringer, hvorfor de på overfladen synes at forstå hinanden, men har
i virkeligheden hver især blot sat det observerede ind i egne forståelseskategorier. Dvs. at
38