Ord p handling - handling p ord3 - Nyidanmark.dk

Det principielle i det professionelle ansvar i skole-hjem samarbejdet ligger altså i, at de
professionelle aktører (ledelse, lærere, pædagoger) er ansvarlige for samarbejdets proces. Ved
procesansvarlighed forstås en eksemplarisk adfærd, som ikke så meget baserer sig på formel
korrekthed, men snarere på oprigtighed og nærvær i den konkrete situation. Juul (1993) giver
et eksempel på hvordan man kan byde velkommen på en hhv. formel og distanceret måde og i
en nærværende form: 1) ”Ja, jeg skal jo sige goddag og velkommen her på skolen.” eller 2)
”Dav og velkommen!” Det første udsagn taler om at byde velkommen. Det andet gør det.
(Juul 1993: 55-56) Processen handler derfor om, hvordan vi verbalt og nonverbalt agerer
overfor hinanden i samarbejdssituationen
På baggrund af ovenstående argumenterer Juul for, at proces og indhold ligger i et dialektisk
forhold med hinanden, men i sidste ende er processen en forudsætning for indholdet i skolehjem
samarbejdet. (Juul 1993:21-30)
Samme principielle syn på ansvarsfordelingen i skole-hjem samarbejdet lægger Ph.d. stud. og
pædagogisk udviklingskonsulent Lise Tingleff Nielsen op til i evalueringsrapporten om dialog
i skolen (Nielsen 2001).
”Læreren har altså til alle tider et professionelt ansvar. Det er læreren, som i høj grad kan
være med til at give relationen betydning ved blandt andet at bruge sin faglige viden samt ved
at udvise engagement og ægte interesse.” (Nielsen 2001:30)
Hvor forældrene har et principielt ansvar for indgå konstruktivt i samarbejdet, har lærerne et
pædagogisk og lovmæssigt ansvar for at samarbejdet lykkes. – Også i de tilfælde hvor
samarbejdet præges af uenighed og konflikt. (Nielsen 2001:31)
5.6 Anerkendende og dialogisk samarbejdskultur
”Jeg taler, for at du også skal tale.”
Sådan lød det fra psykolog Basim Osman på konferencen Multikulturelle skoler XI i november
2006, da han forsøgte at beskrive den dialogiske samtale, hvilket har været et afgørende afsæt
for projektets udvikling af det interkulturelle skole-hjem samarbejde.
Der ligger en hel del dimensioner af en anerkendende og dialogisk samarbejdskultur gemt i
ovenstående udsagn, hvilket jeg her vil komme nærmere ind på.
Således uddybede Osman ovenstående udsagn ved at argumentere for, at det var befordrende
for skole-hjem samarbejdet, at sætte den professionelle i en ikke-vidende, men nysgerrig
position, som fordrer, at den professionelle stiller opklarende og bemyndigende spørgsmål til
forældrene. På denne måde skabes der en relation, hvor kulturelle minoritetsforældre i dialogen
gennemgår en empowerment-proces, hvor deres specifikke erfaringer bliver taget til indtægt og
anerkendt.
Nielsen (2001) bakker denne forståelse af en dialogisk samarbejdskultur op med at sige, at det
handler om at søge at forstå hinanden. (Nielsen 2001:26)
”Det handler ikke om at overbevise, men om af og til at skifte perspektiv og på den måde søge
at sætte sig ind i hinandens tankegang. Herfra kan man så søge at finde en fælles løsning.”
(Nielsen 2001:26)
42