download catalogue high resolution pdf (22.3 mb) - Jens Haaning

LBLG
P.190
modsætningsforhold til hvad andre nutidskunstnere kunne finde på at sige om
deres projekt — de fleste af hans danske kolleger ville så at sige slå syv kors for sig
hvis man spurgte til religiøsiteten i deres værker — står 'det religiøse' næppe som
en korrektion af 'det politiske', men er et supplement til det som en yderligere
kvalificering af partikulært og lokaliseret dagligliv indenfor rammerne af globaliseret
kapitalisme. Hos Haaning inviterer de kendte størrelser altid deres modsætning;
sammen med nærværet optræder fraværet; med det tunge, det lette; med det
konkrete, det spekulative; med det lokale, det globale; med det logiske, det absurde;
med det alvorlige, det morsomme; med det determinerede, det frigjorte. Derfor
virker det næsten følgerigtigt at 'det politiske' også skulle påkalde 'det religiøse'.
Vi kan måske indkredse Haanings 'religiøse' dimension som humoristisk, i
Kierkegaards forstand af begrebet. Hos Kierkegaard er humoren det stadie, hvor
man forsøger at forsone sig selv og andre med tilværelsen i en bevidsthed om at
det ikke kan lade sig gøre. 'Humoristen' er altså ikke ubekymret, men erkender
menneskets begrænsninger. Humoristen har lagt ironien bag sig, men tror ikke på
at man gennem angeren kan forsone livet med idealerne.
“Skal skylden hæves må det ske ad overmenneskelig vej — gennem en guddoms
indgriben. Humoristen har indset det eksistentielle behov for en sådan guddommelig
overskridelse…, men han tør ikke tro på muligheden deraf. Han forsøger derfor
gennem humoren at etablere den forsoning og harmoni i livet, som angeren ikke
magtede, vel vidende, at det aldrig vil lykkes. Han er derved en tragisk skikkelse.” 2
Det 'religiøse' i Haanings produktion er altså ikke en evangelisk forankring, men
snarere et negativt aftryk der koder det med en sympati for mennesket i dets
nederlagssituationer.
Det er afgørende når Kierkegaard fremhæver at mennesket ikke kan overkomme
sin skyld ved egen hjælp. For Kierkegaards humorist pegede dette på Guds
umulighed; for humoristen omkring årtusindskiftet, for hvem Gudstabet ikke kan
være så stor og ubehagelig en overraskelse, kan vi sige at det humoristiske består
i en solidaritetsfølelse mellem mennesker. I det mellemmenneskelige rum påføres
subjektet uundgåeligt smertelige erfaringer, og subjektet påfører andre smerte.
Anerkendelsen af at det er svært eller umuligt at håndtere visse erfaringer alene
er vel hvad man i vore dage kan kalde for det at påtage sig skyld. For det andet,
og det er nok det mest interessante når vi taler om subjektiveringsprocesser i
forbindelse med Haanings kunst, vil de globale moderniseringer der animerer
menneskeheden — politikkens, konflikternes og økonomiernes historiske kræfter
— altid kræve menneskemateriale for at kunne fungere og de vil gribe ind, positivt