download catalogue high resolution pdf (22.3 mb) - Jens Haaning

eller negativt, i den enkeltes livsbane. Denne situation kalder på udviklede værktøjer
til tænkning der kan omfatte kollektive subjektiviteter og anerkender overskudsformer
som samtale, leg og sympati. Ligesom humoristen er en tragisk skikkelse
er 'solidarikeren' det i særdeleshed også, da solidaritet om noget er et tegn for
samfundets umulige fylde. 3
'Det religiøse' kan også være det der endnu ikke har noget navn blandt fænomenerne,
men som taler til én. Da Tony Smith som en optakt til den minimalistiske kunst
kørte en tur på den endnu ikke færdige New Jersey Turnpike oplevede han noget
tilstedeværende der var 'socially unrecognized', og endnu ikke havde fundet
udtryk i kunsten. Sådan kan man også hos Haaning se hvordan den værkernes
faktiske situation overskrider etablerede kunstneriske medier og ideologiske
superstrukturer. Det er som om ambitionen her er at lade noget 'socialt uerkendt'
— nogle dynamiske kulturelle mellemformer — opstå i overlapningerne mellem
civilisationens forskellige sfærer. At kunne eller ville se længere end det, der
allerede er nedfældet i historien og kortlagt af socialiteten, kan man skrive ind i
en avantgardetradition. I Haanings tilfælde skal man dog være varsom med at
omfavne denne uden forbehold. For selvom de former og strategier hans værker
tager i brug er ukonventionelle ud fra en lineær, kunsthistorisk betragtning, er
han i grunden en kunstner der beskæftiger sig med subjektets grundvilkår. I en
tid hvor udskiftningen af nye klausuler der påføres vores liv foregår med så stor
hastighed at man dårligt kan tale om fælles grund ret lang tid af gangen, udfordrer
Haanings værker vores repræsentationssystemers bæredygtighed.
Modernismens menneskerettighedserklæringer der proklamerede en global frihed,
lighed og broderskab for alle, opstod i kulturer der - trods alle erklærede intentioner
om det modsatte — ofte bibeholdt markeringer for køn, etnicitet, de sindssyge etc.
Janet Lyon skriver at manifester historisk set optræder omkring politiske kriser og
sociale overgangsmomenter som involverer definitioner af borgerskab og politisk
subjektivitet. For de politiske og kunstneriske avantgarder har manifestet den
funktion at forankre et bestemt ordforråd og skabe vished for berettigelsen af den
kollektive bevægelse. Manifestet aspirerer på denne måde til en konkret form for
kulturelt arbejde, selvom det sjældent holder hvad det lover:
“The manifesto is not always — indeed, not often — to be understood as a causal
agent in history, and though it assumes the voice of vatic authority, it does not create
new social conditions by fiat. My claim for the genre is considerably more modest:
the manifesto occupies a distinct generic space in the arena of public discourse,
and thereby aspires to a concrete form of cultural work even if it rarely performs
LBLG
P.191