fra kold krig til krisestyring - Atlantsammenslutningen

Den største udfordring til NATO her i jubilæumsåret er imidlertid NATOs krig i Afghanistan. Ingen
udenlandske tropper har nogensinde sikret sig militær kontrol med hele dette vidtstrakte
rige. Hverken Alexander den Store, mongolerne, englænderne eller russerne havde held til
det, og der er ikke meget der tyder på, at NATO kan løse denne umulige opgave. Derfor må
der findes en kombination af fredsforhandlinger med de moderate kræfter i Taliban, anerkendelse
af grundlæggende Pashtun-rettigheder, inddragelse af Pakistan, en tilpasset militær
tilstedeværelse i en overgangsperiode, en mere aktiv rolle for de afghanske myndigheder, en
formindskelse af krigsherrernes og opiumbaronernes magt, et opgør med det gennemkorrumperede
styre i Kabul og en aktiv indsats for civil opbygning. Det er et gigantisk projekt. Er
NATO gearet til at overvinde disse vanskeligheder så langt fra den oprindelige mission for alliancen?
Eller skal man tværtimod nedtone NATOs rolle? Det er vigtige spørgsmål, der fortjener
en dybtgående analyse.
Danmark gik med i USA’s krig mod Irak – oven i købet på basis af et snævert flertal i Folketinget
og uden om noget, der mindede om et FN mandat, men fordi man bildte vælgerne ind, at
Saddam Husseins påståede ’masseødelæggelsesvåben’ udgjorde en overhængende fare for
angreb mod de vestlige demokratier. Det var en fatal fejl – hvad de fleste vel efterhånden har
erkendt. I Afghanistan var vi også med fra første færd, men da var juraen iorden, og her hviler
den danske indsats på et klart flertal i Folketinget. Men selvom juraen er iorden, og hensigten
er god, og trods en fornem indsats fra de danske soldater i den farlige Helmand-provins i syd,
er det et åbent spørgsmål, om det er i den slags aktioner i fremtiden, at nytteværdien af NATO/
Danmarks ressourcer er størst.
Jeg foretrækker den klassiske tøven hos dygtige militærchefer (af Colin Powell-skolen) overfor
en tro på militære løsninger på komplicerede internationale spørgsmål frem for den nykonservative
overtro på våbenmagt, der har ført til en militarisering af udenrigs- og sikkerhedspolitikken.
Ikke mindst i Danmark. Alle tidens store sikkerhedsspørgsmål om klimaforandring, terror,
adgang til naturressourcer og voksende økonomisk ulighed klares ikke ved mere oprustning og
anvendelse af militære instrumenter. At eksempelvis et land som USA, som har så meget andet
fornuftigt at bruge sine penge til, anvender lige så mange penge på militæret som resten af
verden – og hertil skal lægges udgifterne til Irak-krigen på mange milliarder om ugen – er ikke
nogen fremsynet prioritering.
Mit ønske for NATO her ved alliancens 60-års dag er, at de allierede erhverver et betydeligt
mere realistisk syn på, hvad alliancen kan udrette i fremtiden og på, hvordan opgaven kan løses.
Man må håbe på en ny arkitektur, hvor en europæisk søjle kan spille en mere ligeværdig
rolle med den amerikanske, og hvor europæerne opbygger en troværdig, hurtig indsatsstyrke
med den fornødne transportkapacitet – især i luften – til effektiv udrykning i nødsituationer og
med tilstrækkeligt udstyr til at kunne forebygge konflikter i nærområdet. Der er i det perspektiv
næppe brug for hundedyre våbensystemer, der er tiltænkt helt andre militære formål, end dem,
der ligger for.
NATO har løst sin opgave de første 60 år, men er der også brug for den atlantisk/europæiske alliance
i fremtiden? Det er jeg overbevist om. Men det kræver, i forhold til nutidens udfordringer,
både nytænkning og mere realisme. NATO kan kun løse afgrænsede opgaver. Men de kan være
særdeles vigtige. Husker man dette grundforhold, vil der være brug for NATO mange år ud i
fremtiden.
fra kold krig til krisestyring – Historien om NATOs fremtid 107