fra kold krig til krisestyring - Atlantsammenslutningen

80
– forum for sikkerhedspolitik
Den Nordatlantiske Traktat artikel 4
Deltagerne vil rådføre sig med hverandre, når som helst nogen af dem mener, at nogen af deltagernes
territoriale integritet, politiske uafhængighed eller sikkerhed er truet.
En nærlæsning af de to koncepters fremstilling af NATOs hovedopgaver afslører en tydelig
bevægelse væk fra det regionale og alliancens traditionelle funktioner i retning mod et engagement
med en mere begrænset geografisk binding. Tydeligst kommer ændringen til syne
i opgivelsen af 1991-versionens passus om at opretholde den strategiske balance i Europa. I
1999-konceptet er dette punkt helt udgået til fordel for en formulering om at styrke sikkerhed
og stabilitet i det euro-atlantiske område gennem krisestyring, partnerskabsaftaler, samarbejde
og dialog. Det mindre eurocentrede fokus kommer ligeledes til udtryk i skiftet fra 1991-konceptets
beskrivelse af alliancen som sikkerhedsgarant i ”Europa” til 1999-versionens mere diffuse
geografiske henvisning til ”det euro-atlantiske område”.
Set lidt fra oven tjener alliancens Strategiske Koncept i dag tre overordnede funktioner: To interne
og én ekstern. I alle årene siden vedtagelsen af NATOs første koncept i 1949 har dokumentet
for det første fungeret som et redskab, der kodificerer tidligere beslutninger og praksisser og
dermed virker til at konsolidere og opdatere alliancens traktatmæssige grundlag. I den forstand
minder udarbejdelsen af strategiske koncepter – som en centralt placeret NATO-embedsmand
formulerede det for os – om støvsugning: Et nyt koncept sammenfatter og formaliserer rækken
af ministerielle kommunikéer og mindre beslutninger vedtaget efter godkendelsen af det sidste
strategiske koncept. Hvert eneste kommuniké udsendt efter et ministermøde kan i den udlægning
beskrives som et strategisk koncept i miniature-format. Fra tid til anden opstår der et
behov for at få ryddet op og samlet disse fragmenter i et overordnet og sammenhængende
dokument. Hele øvelsen er dermed medvirkende til at placere alliancens mange engagementer
og politiske udmeldinger inden for én konceptuel ramme.
Det Strategiske Koncepts anden internt orienterede funktion er mere fremadrettet og knytter
sig til ønsket om at give alliancens aktiviteter strategisk retning. Helt grundlæggende knytter
denne funktion sig til fortolkningen af Washington-traktatens basale værdier og forsvaret
af disse i en global og regional kontekst. Ideelt set giver det Strategiske Koncept således svar
på, hvilke typer af trusler og risici alliancen skal reagere på, hvorledes en evt. reaktion skal udformes,
og endelig hvordan balancen mellem det regionale og det globale engagement skal
defineres. Kort fortalt skal konceptet dermed rumme en operationel forståelse af NATOs helt
grundlæggende funktion, der kan virke som håndgribelige pejlemærker for alliancens politiske
og militære aktiviteter.
Efter den kolde krigs afslutning er det Strategiske Koncept blevet tildelt en tredje og mere eksternt
orienteret funktion. I kølvandet på Warszawapagtens sammenbrud er konceptet nemlig
også blevet en del af NATOs Public Diplomacy arbejde. I såvel 1991 som i 1999 blev dokumentet
anvendt som et element i anstrengelserne for at kommunikere historien om en fokuseret
og uundværlig alliance til en bredere offentlighed. I fraværet af en let identificerbar militær
modstander skal det Strategiske Koncept signalere sammenhængskraft, mobilisere opbakning
til aktuelle engagementer og samtidig forberede NATO-landenes befolkninger på fremtidige
militære indsatser. Selvom det næste koncept med al sandsynlighed også bliver tænkt ind i alliancens
Public Diplomacy aktiviteter, så er der lagt op til, at en del af den PR-mæssige ’byrde’
fra kold krig til krisestyring – Historien om NATOs fremtid