fra kold krig til krisestyring - Atlantsammenslutningen

82
– forum for sikkerhedspolitik
”Der er sket en masse i Øst. Det handler ikke alt sammen om Georgien, selv om det er en del af det.
Det har sat disse dagsordner tilbage på NATOs prioriteringsliste. Jeg håber ikke, vi overdriver det.
Jeg håber ikke, vi tror, dette er hele NATOs dagsorden. Selv når jeg ser på det nu, ser jeg det kun
som måske højst 40 procent af det, vi bliver nødt til at tænke på, fordi der er mange andre ting,
som er vigtigere og mere presserende, specielt operationer i Afghanistan og de nye typer sikkerhedstrusler,
som vi må forholde os til såsom terrorisme og spredning af masseødelæggelsesvåben
og fejlslagne stater og konsekvenserne af alle disse ting.” 3)
Udover USA har også Storbritannien, Holland og Danmark slået til lyd for en fortsat omstilling af
alliancen. Selvom disse lande i stor udstrækning deler den amerikanske entusiasme for et mere
udadrettet NATO, så har opbakningen også i nogen udstrækning været motiveret af ønsket om
at undgå, at Washington med tiden kommer til at betragte alliancen som et irrelevant samarbejde,
der kun i begrænset omfang tjener amerikanske interesser. Navnlig britiske beslutningstagere
har argumenteret for, at NATO risikerer at blive marginaliseret, hvis alliancen tildeler sig
selv en for snævert defineret europæisk rolle. Dette syn kommer utvetydigt til udtryk i en rapport
udarbejdet for det britiske Underhus’ Forsvarsudvalg fra 2008:
“Hvis NATO begrænser sig selv til en regional rolle, risikerer den [NATO] at blive marginaliseret.
NATOs villighed til at opfylde en global rolle er kritisk i forhold til USA’s fortsatte støtte. Uden
amerikansk støtte har NATO ingen fremtid. Men amerikansk støtte er afhængig af, at NATO bliver
mere egnet, anvendelig og fleksibel, og at de europæiske allierede bidrager mere.” 4)
Overfor denne globalistiske dagsorden står en gruppe af medlemslandes ønske om en stærkere
tilkendegivelse af NATOs rolle som kollektivt forsvar med en tydelig europæisk forankring.
I denne vision for alliancens fremtid udgør Rusland den mest presserende sikkerhedspolitiske
udfordring. Det Strategiske Koncept bør derfor reformuleres, så artikel 5 og den kollektive
sikkerhedsgaranti igen bliver tildelt en mere prominent placering. De såkaldte ’artikel 5-lande’
har ved flere lejligheder plæderet for en ’rebalancering af det Strategiske Koncept’ samt en
fornyet betoning af alliancemedlemmernes gensidige forsvarsforpligtigelser. Nok er det de færreste
medlemmer af denne gruppe af lande – der først og fremmest inkluderer størstedelen af
de nye medlemslande, men også i nogen udstrækning Norge og Tyrkiet – som forestiller sig, at
1991-konceptets formulering om NATO som middel til fremme af opretholdelsen af den strategiske
balance i Europa skal genoplives. Men ikke desto mindre nærer de et stærkt ønske om
at revitalisere musketéreden. For megen fokus på det globale og udadrettede vil – i den udlægning
– medvirke til at devaluere værdien af artikel 5.
Selvom ingen af NATOs medlemslande bekender sig ensidigt til én af de to visioner for det
transatlantiske samarbejdes fremtid, så vil det i høj grad være spændingen mellem disse positioner,
der kommer til at sætte rammerne for de kommende måneders meningsudvekslinger
om alliancens nye Strategiske Koncept. Debatten vil dermed også afspejle, at NATO i dag – i
modsætning til under den kolde krig – udfylder vidt forskellige funktioner for forskellige alliancemedlemmer:
For nogle medlemslande er NATO primært en global eksportør af stabilitet;
for andre er NATO frem for alt en garanti for hård sikkerhed. Det overordnede resultat er en alliance,
som i langt højere grad end tidligere er præget af en form for strategisk skizofreni.
fra kold krig til krisestyring – Historien om NATOs fremtid