fra kold krig til krisestyring - Atlantsammenslutningen

0
– forum for sikkerhedspolitik
log om fælles sikkerhedspolitiske emner, og derigennem at sprede stabilitet og måske endda
demokrati, og 3) at skabe forudsætningerne for effektivt samarbejde i operationer såsom Afghanistan.
En afgørende forskel fra tidligere er, at det geografiske fokus har forandret sig grundlæggende.
Det primære er ikke længere det euroatlantiske område, men alt det, der ligger udenfor. Derfor
er relationen mellem udvidelse og partnerskaber også på mange måder forsvundet, eller i hvert
fald blevet en meget mindre del af partnerskabernes funktion. EAPC er næsten ligeså meget
euroasiatisk som euroatlantisk, da mange af medlemmerne ligger udenfor, hvad man normalt
definerer som Europa. MD og ICI handler om at skabe partnerskab med lande i regioner udenfor
Europa. Dette selvfølgelig for at sikre Europa, hvilket netop er pointen. Globale trusler må
imødegås globalt, og dermed skabes Europas sikkerhed også udenfor Europa. Men når ens
egen sikkerhed skabes globalt, da kommer man nødvendigvis også i kontakt med nye samarbejdspartnere.
Det betyder samtidig, at der opstår en chance eller risiko – alt efter perspektiv
– for, at disse landes sikkerhed får øget betydning for NATO.
På den måde er globaliseringen af NATOs partnerskaber ikke kun et spørgsmål om, at man
samarbejder med lande langt væk fra Europa. Det er også et spørgsmål om, hvorfor og med
hvilken begrundelse man samarbejder med alle sine partnere. NATO handler, som den amerikanske
politolog Julian Lindly-French har udtrykt det, ikke længere om europæisk, men om
global stabilitet. 32) Set fra det perspektiv er alle NATOs partnerskaber blevet globale; de er alle, i
sidste ende, møntet på globale trusler og global sikkerhed.
Den udvikling er en kæmpe udfordring for alliancen. En udfordring af næsten samme størrelsesorden
som afslutningen på den kolde krig. Selv om strategierne og målsætningerne for
samarbejde er de samme som i 1990’erne, forandrer det nye geografiske fokus fundamentalt,
hvad NATO er, og hvad NATO handler om, og NATO har svært ved at finde sig selv i forhold til
den udfordring. NATOs generalsekretær Jaap de Hoop Scheffer sagde i 2006, at ”vi ikke behøver
et globalt NATO, men et NATO der kan beskytte sine medlemmer mod globale trusler.” 33) Selv om
der principielt er forskel på de to ting, er det i praksis svært at handle i forhold til globale trusler
uden også at risikere globalisering af NATO.
Den udfordring gøres ikke mindre af, at der er forskellige visioner for, hvordan NATO – herunder
specielt NATOs partnerskaber – skal udvikle sig, og hvordan organisationen skal håndtere sin
egen globalisering. Den tidligere amerikanske NATO-ambassadør Victoria Nuland sagde f.eks.,
at ”i dag er NATO et forum, hvor verdens demokratier kan mødes og forsvare deres fælles sikkerhedsinteresser.
Så NATO er ikke længere bare 26. Den er også i stigende grad ved at blive kernen af
et globalt demokratisk sikkerhedsfællesskab.” 34) Selv om citatet på mange måder dækker, hvad
NATO egentlig gør, bryder det samtidig med enhver form for europæisk geografisk forankring.
Ifølge citatet er det ikke afgørende, hvor man befinder sig, men at man er et demokrati. En
sådan snak om formaliserede relationer med globale demokratiske partnere har skabt udbredt
europæisk panik. Udsagn som dette er stærk kost for de europæiske medlemmer, som i højere
grad end USA stadig ser sikkerhed regionalt og i højere grad er interesseret i at fastholde NATO
som en udpræget euroatlantisk organisation.
Idéen om at se NATO som et forum for, i sidste ende, alle verdens demokratier falder fint i tråd
med den tidligere republikanske præsidentkandidat John McCains idé om en global ’Demokratiernes
Alliance’. 35) Hvis den vision skulle realiseres i praksis, skulle man ikke se sig meget omkring,
før man indså, at NATO ville være det smarte sted at starte. Idéen om en global demo
fra kold krig til krisestyring – Historien om NATOs fremtid