fra kold krig til krisestyring - Atlantsammenslutningen

0
– forum for sikkerhedspolitik
krigs-grænser og deltog i krisestyring og fredsbevarelse; hvis integration og stabilitet ikke blev
spredt.
Langsomt førte det til, at NATO både blev skubbet og trukket ud af sit traditionelle område og
redefinerede sine opgaver. Professor Bertel Heurlin karakteriserer NATOs politik i 1990’erne ud
fra to strategier; intervention og integration. 14) Strategierne hænger sammen og er møntet på
det samme mål; at skabe et ’Europa helt og frit’. Integration ses som et middel til at sikre fredelig
og demokratisk udvikling og dermed sikkerhed i Europa, og når den fejler, som på Balkan, forsøges
stabiliteten genoprettet ved militær intervention.
Begge strategier kulminerede foreløbigt i 1994-95. Dels med omfattende NATO-luftangreb i
Bosnien i 1995, og dels med nye integrationsinitiativer. NATO tog et centralt skridt i 1994 med
lanceringen af to nye integrationsinitiativer, Partnerskab for Fred (PfP), rettet mod Østeuropa,
og Middelhavsdialogen (MD), rettet mod en række lande i Mellemøsten og Nordafrika (mere
om sidstnævnte initiativ senere).
PfP er, i rammen af NACC, et initiativ udformet
som et individuelt partnerskab mellem partnerlandet
og NATO. Konkret fokuserer PfP på forsvarspolitisk
samarbejde, specielt om modernisering,
demokratisk kontrol med militæret og træning til
fredsbevarende operationer. Men de er kun midler
til at nå endemålet, fordi ”stabilitet og sikkerhed i
det Euro-atlantiske område kan kun sikres gennem
samarbejde og fælles handlinger”. 15) Der er altså en dobbelt gevinst i samarbejde. Det hjælper i
forhold til den konkrete forsvarspolitik, og bare det at samarbejde om noget er i sig selv med
til at skabe sikkerhed i Europa. Derudover forpligtiger NATO sig til at konsultere ”med enhver
aktiv deltager i PfP, hvis den partner opfatter en direkte trussel mod sin territoriale integritet, politiske
uafhængighed eller sikkerhed”. 16) Igen ser man kompromiset mellem østlandenes ønske om
medlemskab og NATOs tilbageholdenhed med at udvide sin medlemskreds, men samtidige
interesse i øget europæisk sikkerhedspolitisk integration.
Spørgsmålet om udvidelse var imidlertid allerede et stort debatemne både i korridorerne i
NATOs hovedkvarter i Bruxelles og hjemme
i medlemsstaternes hovedstæder. Specielt
USA begyndte seriøst at overveje at udvide
NATOs medlemskreds. Resultatet af
debatten blev, at NATO i september 1995
udarbejdede et studie af udfordringerne
forbundet med udvidelse. Studiet argumenterede
grundlæggende for udvidelse
af NATO. 17)
Partnerskab for Fred (PfP). Illu. NATO poster.
fra kold krig til krisestyring – Historien om NATOs fremtid
“ Professor Bertel Heurlin
karakteriserer NATOs politik i
1990’erne ud fra to strategier;
intervention og integration. Strategierne
hænger sammen
og er møntet på det samme mål; at
skabe et ’Europa helt og frit’.
“
I praksis betød studiet, at to ting blev afgørende
for optagelse. For det første, at
landene er velfungerende demokratier
(traktatens grundsætninger) og for det andet,
at deres væbnede styrker er af en vis
standard (bidrag til europæisk sikkerhed).