fra kold krig til krisestyring - Atlantsammenslutningen

kapitel
ii Af
Mod et globalt NATO?
Partnerskaber og udvidelse* )
Introduktion
forsker Kristian Søby Kristensen,
Dansk Institut for Militære Studier
I april 2008 accepterede NATO at gå i gang med at behandle Albaniens og Kroatiens ansøgninger
om medlemskab af alliancen. I 2009 vil medlemskredsen således blive udvidet fra 26 til 28
medlemmer. Et NATO med 28 medlemmer var der ikke mange der forestillede sig i Washington
i 1949, hvor Atlantpagten blev underskrevet. Selv om traktaten åbner op, for at ”enhver
anden europæisk stat, som er i stand til at fremme grundsætningerne i denne traktat og bidrage
til det nordatlantiske områdes sikkerhed” 1) kan blive medlem, er historien om NATOs udvidelse
bemærkelsesværdig. Ved at udvide sin medlemskreds har NATO forsøgt at sprede sikkerhed og
stabilitet i Europa.
Parallelt med udvidelsen har NATO udviklet partner- og samarbejdsrelationer med en lang
række af lande, der ikke er, kan, eller vil, blive medlemmer af NATO. Disse partnerskaber har
spredt sig kraftigt; de er næsten blevet globaliserede. NATO samarbejder i dag om forskellige
sikkerhedspolitiske emner med lande så forskellige som Sverige, Egypten og Australien. Udviklingen
af disse forskelligartede partnerskaber er mindst lige så bemærkelsesværdig som udvidelsesprocessen
og ville, set fra Washington i 1949, have været lige så utrolig.
Fra at have været en lille, eksklusiv og lukket militær klub har NATO udvidet sin medlemskreds
kraftigt og inkluderet mange ikke-medlemmer i mere eller mindre institutionaliserede partnerskaber
om brede sikkerhedspolitiske emner. NATO er ikke det samme i dag som tidligere. Der
var ikke noget der i 1949 tydede på, at udvidelse og partnerskaber ville blive så centrale dele
af, hvad NATO er i dag. Nye medlemmer og nye relationer har gjort alliancen til noget nyt. Fra
at have været en snævert og klart afgrænset regional militær alliance med et klart europæisk
fokus er NATO i dag også en bred samarbejdsorganisation med globalt fokus på en lang række
af sikkerhedspolitiske emner.
Alliancen er på mange måder blevet globaliseret. En udvikling der hyldes af nogle, der gerne
ser et ’globalt NATO’, hvorimod andre er bekymrede for konsekvenserne af en fortsat globalisering.
Uanset hvad, er udvidelse og partnerskaber i dag en central del af både, hvad NATO er, og
hvad NATO gør. Dermed er den politiske diskussion om betydningen af de to emner central for
alliancens fremtid. Både på jubilæumstopmødet i april 2009 og fremover vil alliancens medlemmer
diskutere, om NATO skal fortsætte sin udvidelsesproces såvel som formen på og meningen
med NATOs partnerskaber.
*) Dette kapitel bygger i væsentlig grad på ”NATO and Global Partnerships – to be global or to act globally?”, DIIS Report, no. 7, 2008, af
Trine Flockhart og Kristian Søby Kristensen
fra kold krig til krisestyring – Historien om NATOs fremtid