Betænkning kommissionen af 29. marts 1952 Statens ...

I hospitalskommissionens anførte betænkning
(Betænkning II afgivet af den
af magistraten under 28. februar 1944
nedsatte hospitalskommission, 1950) erklærer
kommissionen sig enig i, at der
også fremtidig må regnes med at være et
stort og formentlig stigende behov for
ambulant behandling på hospitalerne, og
at der ved den forestående udbygning af
hospitalsvæsenet må regnes dermed. Tilgangen
til poliklinikerne må imidlertid
være undergivet en vis begrænsning, og
det må, bortset fra patienter, der på
grund af ubemidlethed er afskåret fra
anden specialbehandling, i det væsentlige
være lægelige grunde, der bør være afgørende
for, om en patient bør henvises til
og modtages på offentlig poliklinik. Ligesom
der ved hospitalsindlæggelse kræves
indlæggelsesseddel fra patientens læge,
bør det derfor være det normale, at patienter,
der som f. eks. sygekassepatienter
har egen læge, kun modtages på poliklinik
efter lægens henvisning. Hvad
særligt angår den speciallægehjælp, der
forudsætter sådanne tekniske hjælpemidler,
som det normalt vil være for bekosteligt
for en enkelt speciallæge at anskaffe,
er det kommissionens opfattelse,
at der på dette område kan skabes en
mere rationel ordning end den bestående.
Hospitalerne skal i alle tilfælde anskaffe
disse hjælpemidler af hensyn til behandlingen
af de indlagte patienter, og det må
derfor anses for mest økonomisk at søge
den slags hjælpemidler samlet på hospitalerne,
hvor de kan udnyttes i større
udstrækning end hos de praktiserende
speciallæger, ligesom det vil være rimeligt,
om henvisningen til de pågældende
kliniker organiseres således, at disses kapacitet
kan udnyttes fuldt ud.
Disse synspunkter ligger altså ganske
på linie med dem, der har været gældende
for udformningen af sindssygehospitalernes
tilsvarende virksomhed, og
kommissionen har ikke for sit vedkommende
særlige bemærkninger at knytte
dertil.
b. Neurosestationer
Det er i et tidligere afsnit understreget,
at neuroser fortrinsvis må behandles ambulant;
indenfor drøftelserne af de ambulante
psykiatriske behandlingsformer
har neuroseproblemerne derfor også i
adskillige år indtaget en central stilling.
Da udvalget af 1936 til drøftelse af visse
spørgsmål vedrørende sindssygevæsenet
havde tilendebragt sit arbejde, blev det
i 1948 afløst af et nyt udvalg, der — udover
psykopatspørgsmålet, der i anden
sammenhæng har været berørt — skulle
beskæftige sig med de særlige behandlingsproblemer
vedrørende personer, der
er lidende af neuroser. Udvalgets arbejde
er blevet videreført af nærværende kommission,
der har fået dets materiale stillet
til rådighed.
Man har længe været inde på den
tanke, at den ambulante neurosebehandling,
der i forskellige henseender er overordentlig
krævende, burde have tilknytning
til særlige institutioner, de såkaldte
neurosestationer. Forslag herom fremsattes
allerede i 1939 af nervelægernes
neuroseudvalg og i 1949 af Den almindelige
danske lægeforenings neuroseudvalg
samt af lægeforeningens årsmøde, der
vedtog en resolution desangående. Planerne
er senere udformet af et udvalg
for udarbejdelse af forslag til etablering
af en neurosestation, nedsat af lægeforeningen
efter indstilling af Dansk psykiatrisk
selskab. Sidstnævnte udvalg
(neurosestationsudvalget) afgav i 1954 en
betænkning, der er optaget som bilag O.
til nærværende betænkning, og som har
været grundlaget for kommissionens
overvejelser vedrørende spørgsmålet.
Hertil føjer sig iøvrigt en af lægeforeningens
neuroseudvalg i 1955 under redaktion
af dr. J. Riising udarbejdet lærebog
i neuroser, hvori denne lidelses behandlingsmæssige
problemer er belyst.
Spørgsmålene, der er af indgribende
betydning for den psykiske folkesundhed,
har således ofte været gennein-
103